Luk

Agger til bold.dk: De største ville have mig

| International | 11 kommentarer

Infoboks

Crystal Palace - Liverpool
Premier League (23/01)
Oddset 5,90 4,20 1,55
bet365 6,00 4,20 1,53

Årets julekalender starter med Daniel Agger, som i et stort interview med bold.dk ser tilbage på sin karriere, hvor flere af verdens største klubber ville hente ham, og hvor vreden sendte ham tilbage til Brøndby.

Årets julekalender på bold.dk handler om transfers. Vi kigger nærmere på de overraskende og kontroversielle klubskifter, de transfers, som faldt til jorden, og de handler, som aldrig skulle have været sket.

Bag første låge gemmer Daniel Agger sig, som i et stort og personligt interview med bold.dk åbner op om tiden i Liverpool, det mislykkedes skifte til FC Barcelona, og hvordan returen til Brøndby kom på det helt forkerte tidspunkt.

Daniel Agger nåede gennem sin karriere at gøre et stort indtryk i både ind- og udland, hvor det hele startede, da han i en tidlig alder blev en publikumsyndling på Vestegnen.

Her formåede Agger at tage den danske Superliga med storm, da han blev en afgørende spiller i Brøndbys triumf med the double i 2005. Der gik dog ikke særlig lang tid, før Agger var klar til større udfordringer, og så meldte Liverpool sig på banen.

I januar 2006 pakkede en 22-årig Agger så kufferten og skiftede til Liverpool, og det var faktisk en fordel for ham, at han ikke var særlig gammel, da han skulle på jagt efter det store gennembrud i engelsk fodbold, fortæller han til bold.dk.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg glad for, at jeg var ung, da Liverpool kontaktede mig. En ting, som jeg har lært gennem min karriere, er, at jeg som ung slet ikke tænkte på, om jeg kunne fejle.

- Man tænker nemlig mere over livet, jo ældre man bliver. Man tænker også mere på konsekvenserne, der er ved de valg, som man tager. Det er jo helt naturligt, når man er blevet ældre.

- Dengang var det fedt, og jeg skulle bare afsted. Jeg tænkte virkelig ikke videre over det. Første gang jeg stod på træningsbanen derover, tænkte jeg også, at det her bliver sgu da meget fedt, og jeg kommer til at klare det uden problemer. Jeg tvivlede slet ikke på mig selv.

Artiklen fortsætter under billedet


Daniel Agger bliver præsenteret hos Liverpool. Foto: Ritzau Scanpix.

Det var jo et ret stort skifte. Tænkte du over, om det var for ambitiøst?

- Overhovedet ikke. Jeg tænkte på ingen måde over, at det var et rigtig stort skridt fra Brøndby til Liverpool, og det skyldes min personlighed. Hvorfor skulle jeg ikke kunne klare det? Når jeg går ind til noget, så skal jeg nok sørge for, at jeg i sidste ende kommer til at klare det.

- Det skal ikke misforståes som om, at jeg kunne klare det hele. Men med hårdt arbejde og troen på egne kvaliteter, så kommer du langt, og det var sådan, jeg havde det dengang.

Rafael Benitez var vigtig for Agger

Liverpool havde på dette tidspunkt vundet Champions League et halvt år forinden ved den historiske finale i Istanbul, men det var især samtaler med manager Rafael Benitez, som fik Daniel Agger til at vælge Champions League-vinderne som den næste destination.

- Liverpool har altid været en af verdens største klubber. Rafael Benitez ville også gerne have mig, og det gjorde han meget klart for begyndelsen af.

- Det var en god kombination for mig, at der var en stor klub og en top manager, som virkelig gerne ville have mig. Hvis man går efter toppen, så var et skifte til Liverpool en meget god ide.

- Benitez og jeg snakkede sammen flere gange inden skiftet, hvor jeg var meget overbevist om hans ideer. I sidste ende er det ofte det, der gør forskellen ved et skifte. Om der er en stor tro på dig, og at en manager tager sig tid til vise sin interesse, det var vigtigt for mig.

- Jeg troede dog også 100 procent på mig selv, selvom jeg havde taget skridtet fra den danske til den engelske liga.

- Jeg var slet ikke i tvivl om det. Jeg havde nemlig masser af andre muligheder på det tidspunkt, så jeg tænkte slet ikke på niveauet eller hårdheden i England, men blot om Liverpool var det rigtige sted for mig.

Artiklen fortsætter under billedet.


Her ses Daniel Agger i samtale med Rafael Benitez. Foto: Ritzau Scanpix.

Dyreste handel i dansk fodbold

Daniel Aggers skifte fra Brøndby til Liverpool sprængte også rammerne for, hvad man tidligere havde set i dansk fodbold på transferfronten.

Premier League-klubben betalte nemlig hele 63 millioner for midtstopperen, som var en ny transferrekord med en Superliga-spiller i centrum. Det store prisskilt havde dog ikke en betydning for hovedpersonen selv.

- Det tænkte jeg slet ikke på. Det skulle ikke være et prisskilt, som skulle lægge et tryk på mig. Jeg var faktisk ligeglad med, om Liverpool havde betalt en krone eller ti millioner. Det havde ingen betydning for, hvordan jeg ville gribe tingene an derover.

- Men det betød da noget, at Brøndby fik en stor sum for mig. Jeg kom til Brøndby i en tidlig alder. De havde gjort en masse gode ting for mig, og hvis jeg på nogen måde kunne bidrage til den klub med en stor transfersum, var det en bonus for mig.

Hvad havde du af forventninger, da du valgte at skifte til Liverpool?

- Jeg ville bare ind og spille mig som fast mand på holdet. Jeg ville være en del af det show, som Premier League nu er. Jeg ville være en profil, da jeg havde ambitioner om at spille de helt store kampe som Champions League, der uden tvivl var de fedeste fodboldkampe at spille.

- Jeg vidste godt, at jeg skulle frem i verden. Sådan har det altid været, og jeg skulle nok finde en vej, så jeg kunne komme frem. Der var mange i Liverpool, som ville det samme, så det handlede i bund og grund om, hvem der ville det mest.

- Det er nogen gange de helt små ting, som i sidste ende gør forskellen. En af de ting, som jeg gerne vil give videre til mine børn og spillere, er, at når man sætter sig et mål, så går du 100 procent efter det, og det gjorde jeg i Liverpool.

Agger lykkedes dog også med at spille med i de store kampe i Champions League, da han i sæsonen 2006/2007 nåede hele vejen til finalen, hvor Liverpool dog tabte til AC Milan med 1-2.

Artiklen fortsætter under billedet.


Daniel Agger scorer her til 1-0 mod Chelsea i Champions League-semifinalen i 2007, som Liverpool endte med at vinde efter straffesparkskonkurrence. Foto: Ritzau Scanpix.

Aftale med FC Barcelona på plads

Daniel Agger havde både op- og nedture i England, hvor han formåede at blive en stor profil på Liverpool-mandskabet, men flere skader satte ham dog gang på gang tilbage.

Agger fortæller til bold.dk, at han gennem tiden havde masser af muligheder for at forlade Liverpool, men han ville blive i klubben, så længe de havde et ønske om at beholde ham.

Der skulle desuden også et helt specielt bud til, før Agger ville overveje at sige farvel, da han havde det godt i byen. Sådan en mulighed kom dog i 2013, da FC Barcelona havde set sig lun på den danske landsholdsspiller.

Her nåede parterne så langt i processen om en aftale, at der faktisk var en kontrakt på plads, men det endte aldrig med et skifte til den spanske storklub for Agger. Det skyldes, at der lige pludselig kom en anden engelsk storklub ind i billedet.

- Liverpool afviste ikke et bud fra Barcelona, men de tog derimod imod det. Jeg sagde til dem dengang, at hvis de gerne ville sælge mig, så tager jeg gerne til den klub, og sådan var det hver gang, hvis det var en klub, som jeg selvfølgelig gerne ville til.

Var Barcelona en af de klubber?

- Ja, det var den klub, som jeg allerhelst ville skifte til, hvis Liverpool skulle sælge mig.

- Der var to ting i den sag. Den ene ting var, at det hele var klar. Kontrakten lå klar, og jeg skulle bare skrive under. På sidstedagen kom der dog nogle forstyrrelser ind fra højre, så Liverpool forsøgte at presse prisen op.

- Det forstod jeg godt, at de valgte at gøre. Barcelona reagerede dog negativt og sagde, at det ville de ikke være med til. De havde en aftale, og kontrakten var på plads, men nu blev prisen hævet med x-antal millioner, og det gad Barcelona slet ikke være med til.

Agger fortæller videre, at en anden engelsk storklub havde budt på ham i sidste øjeblik, men et skifte til den klub var dog ikke noget, som danskeren overhovedet gad at overveje.

Var det Manchester City, som var den anden klub?

- Ja, det var det. Men det var ikke en klub, som jeg på nogen måde ville skifte til. Når vi så snakkede om et potentielt skifte til City, fandt Liverpool også hurtigt ud af, at det ikke var noget for mig. Jeg sagde til Liverpool, at det var et skifte til Barcelona, ellers ville jeg blive i klubben.

- Jeg havde også allerede gjort det klart for Liverpool, at jeg ikke ville spille for nogen anden klub i England end dem, så Barcelona var den eneste mulighed for mig dengang.

Artiklen fortsætter under billedet.


Daniel Agger i duel mod Ronaldinho fra FC Barcelona i Champions League. Foto: Ritzau Scanpix.

Kunne have fået en længere karriere

FC Barcelona var tilbage i 2013 den største mastodont i europæisk fodbold, og det tiltrak da også Daniel Agger, der i dag kan se tilbage og ærgre sig over, at han aldrig nåede at blive holdkammerat med blandt andre Lionel Messi, Xavi og Carles Puyol.

Agger er dog mest ærgerlig over, at det mislykkede skifte også fik en betydning for længden på hans fodboldkarriere, som fik sin afslutning blot tre år senere i 2016.

- Er du ærgerlig over, at du missede et skifte til Barcelona?

- Ja, det er jeg da, fordi hvis jeg var skiftet, havde jeg spillet i mange år endnu. Jeg havde i hvert fald spillet fire/fem år mere måske. Men jeg kan ikke bruge det til noget nu. Jeg kan sagtens se tilbage på det og tænke, at det var noget pis, men jeg kan jo ikke lave det om. Så der er ingen grund til at bruge tid på det.

- Jeg så skiftet til Barcelona som en mulighed for at prøve noget andet og spille for verdens bedste og største klub dengang. Det var en kæmpe mulighed for at prøve en anden type fodbold, da jeg havde haft nogle problemer med min krop.

- Jeg kunne komme hen til et sted, hvor der var lidt varmere, og hvor spillet ikke var så fysisk. Det havde måske også hjulpet mig i sidste ende, men da den mulighed ikke var der længere, var jeg fuldt fokuseret på det, som jeg havde foran mig.

Selvom Liverpool endte med at spolere Aggers skifte til Barcelona, begyndte danskeren dog ikke at gøre oprør i klubben. I stedet var Agger indforstået med, at det er spillets regler, når man er en del af fodboldverden, og det endte alligevel positivt.

Var du vred på Liverpools ledelse efter denne episode?

- Nej, slet ikke. Det er jo forretning. Jeg har selv flere forretninger og ved jo, hvordan det hele fungerer. Liverpool havde deres egne interesser, som spillerne også har. Jeg var 100 procent indforstået med det og accepterede det. Det kom jo så også mig til gode i sidste ende.

- Det positive ved denne sag var nemlig, at jeg lige pludselig fik en stor værdi for Liverpool.

- Min værdi skulle selvfølgelig afspejles i den kontrakt, som jeg skulle have. Så jeg fik efterfølgende mit livs kontrakt med Liverpool, og det var jo også et sted, som jeg gerne ville være.

Artiklen fortsætter under billedet.


Liverpool-jubel efter Daniel Aggers scoring mod Southhampton i 2012, hvor danskeren blev matchvinder. Foto: Ritzau Scanpix.

Køb bogen om Danmarks vilde EM-sommer her

Fra viceanfører til fjerdevalg i Liverpool

På dette tidspunkt kunne det næsten ikke gå bedre for Daniel Agger i Liverpool, da danskeren havde scoret sit livs kontrakt med klubben og var endda blevet udnævnt som viceanfører i det engelske, men så kom der slinger i valsen på Anfield.

Manager Brendan Rodgers valgte nemlig at smide sin danske stopper en tur på bænken, og Agger røg endda hurtigt ned gennem hierarkiet hos Liverpool.

Det blev begyndelsen på en periode, som Agger sidenhen har fortrudt, men tålmodigheden overfor Rodgers var dog godt og grundig opbrugt.

- Når folk i mit univers siger noget, men så gør noget helt andet, så har jeg det rigtig stramt. Jeg kan godt lide, at der er handling bag ordene, hvor de ting man siger, også bliver leveret i sidste ende.

- Jeg fik at vide, at jeg var en stor del af Liverpool, hvor holdet skulle bygges op om mig. Jeg blev også udnævnt til klubbens nye viceanfører, som er en stor ting derover. Jeg føler så, at der kun gik en uge, så var jeg lige pludselig fjerdevalg.

- Jeg var bag Kolo Toure, Martin Skrtel og Mamadou Sakho, og så lå jeg dernede i bunden. Det kom ud af det blå, så jeg kunne ikke forstå, hvad der var sket.

- Når jeg talte med Rodgers, fik jeg bare at vide, at der ikke var nogen problemer, og at de gerne ville bruge mig på holdet. Men det hang jo overhovedet ikke sammen med det, som faktisk var virkelighed i den periode hos Liverpool.

Agger gad dog ikke længere finde sig i den måde, som han blev behandlet på af Rodgers og co., og derfor tog han et drastisk valg. Han vendte nemlig hjem til Brøndby, men det var dog ikke helt gennemtænkt.

Timingen var dårlig ved Brøndby-skifte

En af dansk fodbolds største profiler gennem tiden vendte tilbage i den gule trøje i 2014, blot et år efter at han havde misset et skifte til FC Barcelona.

Men når Daniel Agger ser tilbage på returen til Vestegnen, var det måske ikke den bedste beslutning fra ham

- Det gik jo hurtigt, og måske også lidt for hurtigt efter min egen smag. Jeg havde ikke undersøgt alle tingene til bunds, og det var min egen fejl. Det er en fejl, som jeg altid vil være irriteret over, men det var sådan, det var.

- Der har et af mine problemer så været, at jeg ikke har en stor tålmodighed. Jeg reagerede på det, som skete i Liverpool, og så tog jeg et valg, der måske ikke var helt gennemtænkt fra min side af.

Hentyder du her til dit skifte tilbage til Brøndby?

- Ja, fordi jeg havde slet ikke undersøgt, hvilket hold Brøndby havde. Jeg havde ikke undersøgt, hvilket stadie klubben i det hele taget var i på dette tidspunkt.

- Jeg vidste jo godt, at de kraftedeme var ved at rykke ned og blive ramt af en konkurs året forinden. Så det var hårdt. Det var en kæmpe fejl, da timingen var helt forkert på det tidspunkt, siger Daniel Agger.

Artiklen fortsætter under billedet. 


Daniel Agger bliver præsenteret hos Brøndby IF i 2014. Foto: Ritzau Scanpix.

Brøndby var i 2013 helt nede i kulkælderen, hvor der manglede penge i klubkassen. De var derfor tæt på at blive erklæret konkurs, men de formåede at samle de nødvendige midler ind og afværgede dermed konkursen.

En måned senere kom forløsningen så også inde på grønsværen, da Brøndby på sidste spillerunde sikrede sig en ny sæson i Superligaen efter det store drama på CASA Arena mod AC Horsens, men en følelse af vrede og irritation sendte alligevel Agger til Vestegnen.

- Grunden til den fejl med Brøndby-skiftet var jo også, at jeg blev irriteret på Liverpool og manageren. Da jeg så ikke gad at være der længere, havde Liverpool jo masser af klubber, som gerne ville købe mig, så de kunne tjene en masse penge.

- Men der blev jeg stædig og sagde fuck det. Det skal I fandme ikke have lov til. Det bestemmer jeg selv, men det var i sidste ende måske ikke det smarteste træk. Jeg ville vise, at det var mig, der bestemte.

Artiklen fortsætter under billedet


Daniel Agger i aktion efter sin retur til Brøndby. Foto: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk.

Vrede i Liverpool førte til Brøndby-skifte

Daniel Agger fortryder ikke, at han vendte hjem til Brøndby, men det havde nok ikke endt på den måde, hvis han var blevet behandlet ordentligt af Liverpool og i særdeleshed manager Brendan Rodgers.

Agger beskriver til bold.dk, hvordan Liverpool i denne periode gennemgik en stor forvandling i omklædningsrummet, hvor Rodgers forsøgte at gøre sit indtog i klubben, og det gik blandt andet ud over danskeren og en række andre profiler.

Der røg nemlig flere spillere i løbet af Rodgers’ tid, som ellers havde haft en vigtig plads i truppen, og Agger endte selv med at blive en af dem, der måtte forlade klubben i sidste ende.

- Rodgers vidste godt, at han ikke skulle have mig i truppen, hvis jeg var irriteret. Jeg tror faktisk også, at det var hans taktik imod mig, fordi jeg vidste jo godt, at der var flere af de spillere omkring mig, der havde noget at sige, som også røg i Rodgers’ tid i klubben.

- Pepe Reina, Glen Johnson, Jamie Carragher og Steven Gerrard. Det var alle nogle, som var højt oppe i hierakiet og havde noget at sige. De blev så skippet ud lige så stille. Jeg havde slet ikke set det komme, at jeg ville få samme tur og slet ikke så hurtigt, hvor det nærmest skete fra uge til uge.

- Jeg tror derfor også, at der ligger et eller andet bag fra Rodgers’ side, men jeg ved bare ikke, hvad det skulle være. Det irriterer mig, og når det sker for en, tager man ikke rationale beslutninger. Det blev jeg fanget i for en gangs skyld.

- Jeg kan sagtens se nu, at jeg ikke havde undersøgt tingene i Brøndby til bunds, som jeg gør normalt, hvor jeg har styr på de forskellige fakta, men det havde jeg ikke dengang.

Daniel Agger bærer dog ikke nag over, hvordan hans tid i Liverpool endte under Brendan Rodgers. Han fortæller nemlig videre til bold.dk, at den nuværende Leicester-manager også gjorde et godt indtryk på ham.

- Jeg lærte rigtig mange ting af Rodgers, hvor jeg især elskede hans træninger. Han var virkelig dygtig til at sætte træninger op, og det elskede vi spillere.

- Så jeg havde faktisk en god tid med ham på træningsbanen. Men der var jo så den her episode, som jeg ikke kunne forstå, der gjorde det skidt.

Artiklen fortsætter under billedet.


Daniel Agger fejrer her sin scoring imod Newcastle i Premier League i 2014, som også endte med at blive hans sidste kamp for Liverpool. Foto: Ritzau Scanpix.

Fantastiske Brøndby-fans

I en alder af 29 år vendte Agger tilbage til dansk fodbold, hvor han i den grad blev chokeret over Brøndbys fans, da han igen tog den gule trøje over hovedet.

Han blev nemlig overvældet af fansenes kærlighed til ham, da han blev præsenteret i klubben i 2014, og de oplevelser med fansene vil for altid være noget helt specielt for Agger, når han ser tilbage på sin spillerkarriere.

- Det var en helt vild fantastisk oplevelse at komme hjem. At komme tilbage til Brøndby har nok været en af de største oplevelser i min karriere. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Fansene viste bare gang på gang, at de er helt op i toppen i fodboldverden.

Du har oplevet en del i England, men blev du alligevel overrasket over Brøndby-fansene?

- Ja, det gjorde jeg, fordi det var så voldsomt. Jeg havde jo været der tidligere og fulgt dem gennem alle årerne, så jeg vidste godt, hvad de stod for, men det ramte mig alligevel, da jeg kom tilbage.

- Så kan det godt være, at skiftet hjem til Brøndby var en stor fejl i forhold til timingen, men fansenes velkomst og opbakning var fantastisk, udtaler Daniel Agger til bold.dk.

Daniel Agger lagde støvlerne på hylden i en alder af blot 31 år i 2016. Gennem sin karriere nåede danskeren at repræsentere Liverpool i 232 kampe, mens han 94 gange var i aktion for Brøndby.

Køb bogen om Lars Høgh her. 


Af Raymund Nelausen
Fredag 21. januar