Luk

Ajax-boss skal ikke bruge Dolberg-erstatning

| Champions League | 6 kommentarer
Ajax-boss skal ikke bruge Dolberg-erstatning
Foto: Getty Images

Erik ten Hag har ikke brug for en Kasper Dolberg-erstatning, slår han fast. Og så er han glad for, at Ajax igen er i Champions Leagues gruppespil.

Kasper Dolberg er fortid i Ajax, når han senere torsdag formentlig bliver præsenteret som ny angriber i den franske klub Nice.

Det betyder dog ikke, at den hollandske klub skal på jagt efter erstatninger, slår cheftræner Erik ten Hag fast.

- Jeg har allerede sagt det flere gange – jeg forventer ingenting. Heller ikke en erstatning for Kasper Dolberg, siger Erik ten Hag ifølge voetbalzone.nl.

- Vi har taget nogle fine valg, og som altid er vi opmærksomme, hvis der opstår muligheder. Men i den her fase af transfervinduet er de gode spillere væk. Vi har gjort vores arbejde, og truppen er komplet, siger Erik ten Hag.

Den hollandske træner er altså glad for sin trup, og det kan han da også sagtens være.

Onsdag aften sikrede den sig nemlig en ny sæson i Champions Leagues gruppespil, da cypriotiske APOEL blev nedlagt med 2-0 i den afgørende kvalifikationskamp.

- Vi er tilbage, og det er fremragende, for det er ikke så tit, at et hollandsk hold kommer i Champions League gennem kvalifikationen.

- Vi har gjort det to år i streg nu, og holdet fortjener store roser. Spillerne viste deres kvalitet og mentale styrke. Vi er meget glade for måden, vi spillede kampen på, siger Erik ten Hag.

Ajax nåede i sidste sæson helt frem til semifinalen, hvor Tottenham med hiv og sving overvandt hollænderne.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Mandag 16. september