Luk

Akinfenwa og co. ude efter City-nedslagtning

| Carabao Cup | 5 kommentarer

Manchester City satte tirsdag aften Adebayo Akinfenwa og Wycombe på plads i Carabao Cuppen, da de vandt med 6-1 i et opgør, hvor Phil Foden imponerede.

Manchester City skulle tirsdag aften forsøge at spille sig videre i den engelske Carabao Cup, da de hjemme på Etihad Stadium tog imod Wycombe, som har sin daglige gang i League One.

City havde dog givet en række profiler en pause, og derfor startede spillere som Finley Burns, Romeo Lavia og Wilson-Esbrand på banen. De havde dog også et par af de store kanoner klar, da Kevin De Bruyne, Raheem Sterling og Riyad Mahrez var med. 

Men det var dog Brandon Hanlan, som endte med at åbne ballet, da han gav gæsterne fra Wycombe en chokføring efter 22 minutter af kampen. 

Her endte bolden lidt tilfældigt for fødderne af en helt umarkeret Hanlan tæt under mål efter et hjørnespark, og så kunne han sikkert prikke bolden ind over stregen.

Nu kunne Wycombe begynde at drømme om en pokalsensation, men det fik de store City-kanoner dog ændret på i slutningen af første halvleg, da de kørte gæsterne midt over.

Det var først De Bruyne, som fik sendt udligningen i mål efter et flot forarbejde af Phil Foden, og to minutter før pausen var det så Mahrez tur til at komme i fokus, da han satte sidste fod på et indlæg fra Wilson-Esbrand, som havde kørt rundt med Wycombes højreback.

Manchester City var dog slet ikke færdige endnu, og i første halvlegs overtid lykkedes det også for Foden at komme på måltavlen. 

Her modtog han en bold et stykke udenfor feltet, hvor han valgte at banke bolden mod mål, og det viste sig at være en god ide, da den bragede ind i netmaskerne til 3-1.

Manchester City sad mere end solidt på spillet, men der var perioder, hvor Wycombe formåede at blive farlige nede i den anden ende. 

Efter pausen havde Adebayo Akinfenwa blandt andet et hovedstød på mål, men muskelbundtet måtte dog se sit forsøg flyve forbi den ene opstander.

City-klubben formåede dog at vise klasseforskellen i slutningen af kampen, da de scorede yderligere tre mål.

Her lykkedes det Ferran Torres, Mahrez og Cole Palmer at komme på måltavlen, og derfor er Manchester City videre til næste runde af Carabao Cuppen efter 6-1-sejren over Wycombe.


Af Raymund Nelausen
Lørdag 16. oktober