AaB har hentet Rasmus Thelander hjem til midterforsvaret, og det betyder, at der nu er hård kamp om pladserne i defensiven.
Nordjyderne har således hele seks spillere til de to pladser i det centrale forsvar – Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Mathias Ross, Kasper Pedersen, Anders Bærtelsen og altså Rasmus Thelander.
Derfor går AaB-sportsdirektør Allan Gaarde nu med overvejelser om at luge lidt ud i bestanden.
Jores Okore, som har kontraktudløb næste sommer, er den, der på rygtebørsen har været tættest på en AaB-afsked, men det er ingenlunde sikkert, at der komme til at ske noget.
- Det er naturligt, når der er et år tilbage af kontrakten, at man overvejer situationen og diskuterer, om der skal forlænges, eller om vi skal sælge. Det er nogle overvejelser, vi tager sammen med spillerne, siger Gaarde til bold.dk.
- Vi er super-glade for Okore, som har spillet alle kampe og gjort det godt, men vi har en ærlig snak om tingene. Hvis vi har Jores, når vinduet lukker, så er vi også glade, for så har vi en stærk konkurrencesituation, men vi må se, hvad der sker.
- Der er også noget økonomi, som vi skal tænke på, så det er også inde i overvejelserne, siger Gaarde.
Med flere store kanoner i den centrale defensiv er der længere vej til spilletid for de unge folk Mathias Ross og Anders Bærtelsen – og det strider med AaB's filosofi.
Men Gaarde er dog glad for den hårde konkurrence.
- Vi vil gerne have konkurrence på pladserne. Vi kan rende ind i skader, og hvis man virkelig skal være skarp som spiller, har man også brug for, at der er andre, som står i baggrunden og tripper for at spille.
- Men der skal også være plads til, at nogle af de unge skal kunne tage nogle skridt – derfor kan det godt være, der sker noget, inden transfervinduet lukker.
- Vi var nødt til at træffe en beslutning (om Thelander, red.) nu, og det er også en fremtidssikring af stopper-positionen, siger Gaarde, som derimod ikke forventer flere tilgange.
- Det er mest sandsynligt, at der ikke kommer flere spillere ind, siger han.
AaB har hidtil i transfervinduet hentet Iver Fossum, Andreas Hansen og Patrick Olsen, og så har Lucas Andersen underskrevet en permanent aftale efter sin lejeaftale i sidste sæson.


AaB
3F Superliga

































