Luk

Ambitiøs KR-dansker: Jeg har niveau til SL

| Urvalsdeild | 3 kommentarer

Infoboks

Tobias Thomsen, der tørner ud for islandske KR Reykjavik, mener, at han har kvaliteterne til at kunne spille med i Superligaen.

27-årige Tobias Thomsen tørnede ud for HB Køge i Superligaen i 2011/2012-sæsonen. Her blev det 12 kampe og to mål for den danske angriber. Meget er sket siden, og de seneste tre år har Thomsen gjort sig i islandsk fodbold for KR Reykjavik og Valur. 

For nylig fortalte KR Reykjavik-spilleren Tobias Thomsen til bold.dk, at han gerne vil hjem til Danmark, og at flere 1. divisionsklubber har vist interesse for ham. 

Nu siger den 27-årige angriber til bold.dk, at han har store ambitioner. Thomsen mener selv, at han har udviklet sig kraftigt de seneste år, så han har niveau til at kunne spille med i Superligaen. 

- Ja, helt sikkert. Jeg har snakket med min træner. Jeg føler selv, og jeg ved selv, at jeg har niveau til Superligaen, men jeg er også lidt i den boks, hvor man ser mig som en divisionsspiller. Den vil jeg meget gerne bryde med. 

- Jeg har forståelse for, at Superliga-klubberne måske ikke lige hopper på, men jeg har tænkt mig at bevise, at det helt klart er målet for mig at spille i Superligaen, siger Tobias Thomsen til bold.dk. 

Maksimalt to år

Tobias Thomsen mener, at det er vanskeligt at sætte en tidshorisont på, hvornår man ser ham i Superligaen igen. Den ambitiøse angriber siger dog alligevel, at han regner med, at der går maksimalt to år, før han spiller Superliga-bold. 

- Jeg har ikke sådan et specifikt mål. Jeg har nemlig lært, at det sætter flere begrænsninger, end det rent faktisk gør godt at sætte for store mål. Mit mål er at komme hjem og nyde at være i Danmark og gøre det, der skal til, for at tage en 1. divisionsklub til et højere niveau. 

- Personligt er mit mål helt klart at komme i Superligaen både med den klub, som jeg kommer til at spille i, og personligt. 

- Lad os bare sige to år, jeg vil gerne være ambitiøs, så maksimalt to år, før jeg kommer i Superligaen med enten den klub, som jeg spiller i, eller gøre det så godt personligt, at der er nogen, der tager chancen med én, siger Thomsen. 

Ifølge Thomsen er han som forvandlet, fra da han rejste fra AB til KR Reykjavik i april 2017 til nu. Han har blandt andet udviklet en stærk konkurrencementalitet, som, Thomsen mener, kan gavne ham i dansk fodbold. 

- Mit målsnit har måske ikke været det, som jeg har håbet på. Det er der mange faktorer til, og jeg har nok ændret mig lidt som spiller. Jeg er aldrig blevet den spiller i Island, som jeg ser mig selv være hjemme i Danmark. 

- Jeg har udarbejdet en kæmpe vindermentalitet, og den tager jeg både med i træning og kamp og forsøger at udvikle mig dag for dag. Folk, der kender mig, ved også, at jeg ikke bare tager til træning for at løsne benene op. Det er 100 procent, når man er der. 

- Hvis jeg kommer tilbage til Danmark og kan vise noget af det frem, som jeg havde, før jeg tog afsted og kombineret med noget af det, som jeg har lært. Så ser jeg helt klart mig som en angriber, der kan scorer de mål, der skal til for at gøre det godt i 1. division og lukke øjnene op for Superliga-klubberne.

Angriberen vil have det ganske fint med at skifte til den danske 1. division og arbejde sig op ad derfra, og han ser det ikke som alfa og omega, at hans kommende klub er favorit til at rykke op i Superligaen.

- Det er ikke altafgørende. For mig handler det meget om at finde noget tryghed i dem, som man arbejder med. Det er også noget af det, som jeg har lært. 

- Hvis ens mål og ambitioner ikke stemmer overens med klubbens, og hvordan træneren ser én, så kan man hurtigt vende snuden den anden vej og gå mere baglæns end fremad, siger Thomsen og fortsætter:

- Så det er ikke altafgørende, at klubben ligger til at skulle rykke op i Superligaen. Det bliver også meget svært med den 1. division, der venter i næste sæson med mange stærke hold. 

- Jeg vil dog gerne lægge ambitionerne højt, og jeg synes da ikke, at der er nogen klubber i 1. division, som jeg på forhånd kan sige, at de rykker op. 

- Selvfølgelig er der de klubber, der lige er rykket ned fra Superligaen og har lidt større budgetter end dem, som er i bunden, og dermed har en større fordel. 

- Man har også bare set, at for hver runde der går, så slår holdene også bare hinanden på kryds og tværs. Det handler for mig om at finde et sted, hvor jeg nyder at spille fodbold og tror på projektet, og de tror på mig. 

Kommer hjem som en mand

Tobias Thomsen har vundet to mesterskaber og tre pokaltitler i sin tid i islandsk fodbold, og den største oplevelse for danskeren var mesterskabet med KR Reykjavik i 2019, hvor holdet vandt med hele 14 point ned til Breidablik. 

Angriberen har lært meget som fodboldspiller og menneske af at være i Island. 

- Jeg følte mig lidt som en knægt, da jeg tog afsted, og nu kommer jeg hjem som en mand. Hvis man ikke tænker fodbold, har man skullet klare sig 100 procent alene uden at have sin familie og sine venner omkring sig. Man har derfor vokset gevaldigt i forhold til personlige plan. 

- Spillemæssigt er jeg måske blevet mere komplet, hvor jeg, da jeg var i Danmark, var en meget boldbesiddende angriber eller en ti’er, og en otte’er endte jeg også med at spille. Nu har jeg vænnet mig til tanken om at være aleneangriber og spille med ryggen til mål. 

Thomsen mener selv, at han har udviklet sig nogle ekstra forcer i tiden i Island.  

- Min største kvalitet, som jeg har fået heroppe, er, at jeg har skabt et vindermindset og have en vinderkultur angående mig selv og klubben. 

- Den islandske måde at træne på har ikke altid været så konkurrencedygtig, i og med at mange ser træningen som en del af opvarmningen til kampe, mens jeg gerne vil træne for at blive bedre, siger angriberen og tilføjer:

- Der har man bare skullet vænne sig til at skulle forholde sig til sig selv og kun gøre noget ved det, som man kan kontrollere. 

- Så jeg kommer hjem som en langt mere erfaren og komplet spiller, end da jeg tog afsted og langt mere konkurrencedygtig. Det er også derfor, at jeg ser mig selv som en Superliga-spiller. 

- Da jeg tog afsted, var jeg måske heller ikke så sikker, men i og med, at man har fået de her oplevelser i Europa, hvor man har kunnet se, at man sagtens har kunnet være med. 

- Man har scoret mål og virkelig givet dem kamp til stregen, så viser det også bare, at man har niveauet, som man kan tage med hjem og vise alle, at det kan man sagtens, siger den danske angriber til bold.dk. 

Tobias Thomsen har spillet seks kampe i denne sæson i den islandske liga og kvitteret med et mål.

Den 27-årige angriber har kontraktudløb med KR Reykjavik i midten af oktober. 


Af Anders Jensen
Søndag 9. august