Everton-træner Carlo Ancelotti forventer, at Lucas Digne må holde to-tre måneders pause, efter han pådrog sig en skade til en træning forleden.
Lucas Digne har været i god form for Everton i denne sæson, og derfor var det et stort tab, da han i starten af ugen udgik fra en træning med en ankelskade.
Den er han sidenhen blevet opereret for. På fredagens pressemøde forud for Evertons kamp mod Leeds lørdag gav Carlo Ancelotti en opdatering på skaden.
- Lucas Digne er skadet. Det er et stort tab for os, fordi han er en fantastisk venstreback. En af de bedste i Europa i øjeblikket. Vi må prøve at løse det. Uheldigvis kan det ske i løbet af en sæson, at du mister vigtige spillere, og det skal vi løse.
- Jeg tror, vi skal forberede os på, at vi mangler Lucas Digne i to eller tre måneder. Det var en uheldig situation til træning, og det kan desværre ske, siger Carlo Ancelotti.
Lucas Digne har spillet 11 kampe for Everton i denne sæson, hvor han har leveret oplægget til fire scoringer.
1 kommentar