Real Madrid var godt og grundigt i sækken mod Elche, der førte med 2-0 indtil det 82. minut i La Liga-opgøret søndag. Carlo Ancelotti var tilfreds med sit holds reaktion og fightervilje.
Det lignede en decideret katastrofe for Real Madrid, da de søndag mødte Elche hjemme på Santiago Bernabeu i La Liga.
0-2 var madrilenerne bagud, da uret havde rundet 82 minutter, men med et stærkt comeback formåede Ancelottis tropper at hive en 2-2'er i land efter en sen udligning af Eder Militão.
Det fine comeback var da også noget, der vakte glæde hos Real Madrids italienske cheftræner Carlo Ancelotti på pressemødet efter kampen.
- Kampen var tabt. Det så helt skævt ud i første halvleg. Vi missede et straffespark og også mange chancer. Havde vi været mere effektive, kunne vi have scoret. Vi lukkede et mål ind og så endnu et. Vi reagerede meget godt og sænkede aldrig armene.
- At vi ikke tabte kampen, er et virkelig godt tegn for holdet. Vi må dog undgå at komplicere kampene ved at være mere solide, for vi lukkede to mål ind, hvor vi burde have været mere aggressive i duellerne, fortalte Ancelotti på pressemødet ifølge Real Madrids egen hjemmeside.
Med det uafgjorte resultat indtager Real Madrid førstepladsen i ligaen, hvor Ancelottis tropper har fire point ned til Sevilla på andenpladsen.
0 kommentarer
Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.
Vær den første til at kommentere i vores forum.