Luk

Andre Silva bag comeback i Frankfurt-uafgjort

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Union Berlin - Eintracht Frankfurt 3-3
Bundesliga
2' 1-0 Robert Andrich
6' 2-0 Max Kruse
27' 2-1 André Silva
37' 2-2 André Silva
79' 2-3 Bas Dost
82' 3-3 Max Kruse

Frankfurt kom hurtigt bagud 2-0 mod Union Berlin, men to mål af Andre Silva bragte holdet tilbage i Bundesliga-kampen, der endte 3-3.

Marcus Ingvartsen og Union Berlin har været en stor positiv overraskelse i indeværende sæson i Bundesligaen, hvor de ligger nummer seks og kun har tabt en kamp i de første otte.

Lørdag eftermiddag skulle de forsøge at forsætte de gode takter, da Eintracht Frankfurt kom på besøg i hovedstaden.

Frankfurt har haft svært ved at hente sejre i sæsonen, hvor hele fem af holdets kampe er endte uafgjort. De lå derfor nummer 11 før kampen mod Union Berlin.

Hjemmeholdet kom intet mindre end flyvende fra start.

Robert Andrich var lynhurtigt over bolden, da Kevin Trapp ikke formåede at sikre sig et fladt indlæg fra venstre side, og så prikkende midtbanespilleren bolden over stregen til 1-0.

Kun fire minutter efter kunne Max Kruse fordoble føringen fra 11-meterpletten, og Union Berlin så ud til at fortsætte sin gode form.

Frankfurt råder dog over en formstærk portugisisk angriber, som også ville være med.

Andre Silva var klar ved bagerste stolpe, da Daichi Kamada slog en perfekt flad aflevering ind i feltet fra venstre side, og så var der reduceret.

Ti minutter senere var Silva igen på pletten, da han på utroligt flot vis dirigerede et hovedstød fra forreste stolpe helt over i det modsatte hjørne.

2-2, hvilket også var resultatet i pausen.

Anden halvleg forløb mere afdæmpet end de første 45 minutter, da begge hold havde sværere ved at komme til chancer.

Med ti minutter tilbage af kampen var altid målfarlige Bas Dost på plads i det lille felt, hvor Kamada fandt ham, og så var gæsterne på sejrskurs.

Max Kruse tog dog tre minutter senere sagen i egen hånd, da han fra lang afstand sendte et missil afsted, som gik ind helt oppe i højre målhjørne.

Et fantastisk mål, som også blev kampens sidste. Det hele endte med 3-3 og endnu et uafgjort resultat til Frankfurt.

 


Af Jonas Nielsen
Tirsdag 19. januar