Luk

Ankersen venter på PC: Vil gerne have et svar

| 3F Superliga | 17 kommentarer

Jakob Ankersen savner svar på, om AGF vil bruge ham fast i foråret.

Jakob Ankersen har været en af de offensive profiler for AGF, siden han kom til klubben i 2017 fra den belgiske klub Zulte Waregem.

I denne sæson har han dog langt fra været fast mand i startelleveren, og det er blot blevet til én kamp fra start i efterårets syv sidste kampe.

Derfor savner den 29-årige kantspiller, der har kontraktudløb til sommer, da også svar fra AGF's sportschef, Peter 'PC' Christiansen, om han allerede nu skal finde sig en ny klub, fortæller han til bold.dk.

- Det er klart, at det har været op og ned i den her sæson med spilletid, og det har ikke været efter planen. Men det er ikke mig, der sætter holdet. Jeg har bare valgt at acceptere situation i efteråret og klemt ballerne sammen og bare vist, at jeg har været klar, når jeg kom ind.

- Men lige nu venter jeg lidt på en tilbagemelding fra 'PC'. Hvad skal der ske? Skal jeg spille noget mere, eller skal jeg finde mig en ny klub? Vi må se, hvad der skal ske, men det kunne være rart med en udmelding, siger Jakob Ankersen til bold.dk og fortsætter:

- Jeg har været glad for at være her, og jeg skal ikke væk i januar for enhver pris. Men har de tænkt sig at bruge mig på bænken, så kan jeg lige så godt finde et andet sted, og det håber jeg selvfølgelig, at de er enige i. Men lige nu savner jeg bare en afklaring.

Jakob Ankersen fortalte i august til bold.dk, at han var frustreret over, at han ikke havde fået en forklaring på sin bænkplads i nederlaget til Lyngby

Efterfølgende fulgte otte kampe fra start, hvoraf seks af dem blev vundet, inden han røg på bænken igen og har altså fristet en tilværelse som indskifter i seks af de syv sidste efterårskampe.

Den rutinerede offensivspiller har stadig ikke fået en forklaring.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke starter. Jeg fik heller ikke en forklaring efterfølgende. Det er Davids måde at håndtere det på, og man skal heller ikke have en forklaring på alt. Men det ville jeg gerne have her, siger han og tilføjer:

- Enten er jeg ikke god nok, eller også vil de hellere give spilletid til en, som har en længere kontrakt, og som de vil satse på. Det kan være forklaringen. Jeg ved det ikke. Jeg har bare forsøgt at skabe resultater, når jeg kom ind - uden nogen form for ligegyldig attitude.

- Er du allerede nu begyndt at tale med andre klubber?

- Nej, lige nu har jeg nogle snakke med min agent om, hvordan vi skal gøre tingene. Men han venter mest på, at han får fat i PC for at høre, hvordan situationen ser ud.

- Men det ville da være idioti, hvis jeg ikke så mig om efter andre klubber, imens jeg venter, men det taler jeg kun med min agent om, siger Jakob Ankersen.

Jakob Ankersen har scoret fem mål og lavet tre assister for AGF i denne sæson.

bold.dk forsøger at få en kommentar fra AGF’s sportschef, Peter 'PC' Christiansen.

Køb billetter til AGF's kommende hjemmekampe her!


Af Anders Borup
Fredag 17. januar
Torsdag 16. januar