Luk

Anyembe har udlandsdrøm: VFF kan hjælpe

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

Daniel Anyembe har ligesom de fleste andre en drøm om at prøve sig af i udlandet en dag, og han håber, at Viborg kan hjælpe ham tættere på det mål.

I sidste weekend blev Daniel Anyembe præsenteret som ny mand i Viborg FF på en kontrakt til 2025.

23-årige Anyembe er begejstret over sit skifte til Superliga-oprykkerne, og han håber, at det kan blive et vigtigt skridt på vejen mod udlandet, som er det helt store mål på sigt.

- Jeg tror, vi alle sammen drømmer om at komme til udlandet en dag, og hvis Viborg kan hjælpe mig med det, vil jeg da gerne være en del af det.

- Det her er et skridt fremad i min udvikling, for jeg føler, at Viborg kan give mig en masse igen. Det er et setup, hvor jeg føler, at jeg kan udvikle mig utroligt meget, og at spille Superliga er selvfølgelig også en stor faktor for min udvikling. 

- Jeg føler, at Viborg er det helt rigtige skridt for mig, siger Anyembe til bold.dk.

Den offensive højreback mener, at han passer godt til Viborgs stil.

- Jeg giver mig selv 100 procent hver dag, og jeg vil være med til at styrke holdet. Jeg vil bidrage med en masse power, fart, raids op ad banen og et godt overblik fra højrebacken. Det er det, jeg står for.

- Viborg er et mere offensivt mindet hold, end det har været i Esbjerg det sidste års tid i hvert fald. Det er også noget af det, som er rigtig tiltrækkende for mig, for jeg elsker den offensive spillestil, som også har gavnet mig tidligere.

- Jeg vil udvikle mig hver eneste dag og hjælpe holdet. Vi skal angribe den her Superliga og ikke prøve at forsvare eller undgå noget. Vi skal angribe, og det vil jeg gerne være med til, siger Anyembe.

Viborg åbnede tilværelsen i 3F Superligaen med en flot 2-1-sejr over FCN i premieren og skal søndag aften forsøge at følge op på det, når oprykkerne gæster Brøndby Stadion.


Af Martin Schmidt
Søndag 25. juli