Luk

Anyembe-skifte gik lynhurtigt: Nemt valg

| 3F Superliga | 2 kommentarer

Infoboks

Brøndby IF - Viborg FF
Superligaen Grundspil (25/07)
Oddset 1,80 3,70 4,50
bet365 1,85 3,40 4,20

Daniel Anyembe sætter ord på sit skifte fra Esbjerg til Viborg, som lynhurtigt faldt på plads. Det er et megaspændende projekt, siger han.

Viborg FF meddelte i weekenden, at man har købt forsvarsprofilen Daniel Anyembe fri af Esbjerg.

Højrebacken, der fylder 23 år denne torsdag, har skrevet kontrakt til 2025 i domkirkebyen, og han skulle ikke bruge lang tid på at bestemme sig.

- Viborg har gang i et megaspændende projekt, og det glæder jeg mig helt vildt til at blive en del af, siger Daniel Anyembe til bold.dk.

- Mit første indtryk af alle gutterne, hele staben og ledelsen derude er, at der er rigtig godt sammenhold, og det glæder jeg mig bare til at blive en del af. Jeg er blevet taget helt vildt godt imod, så det tegner rigtig godt.

- Klubben havde en masse succes i sidste sæson, og det kunne jeg også mærke på den anden side af banen. Viborg er bare på vej i den rigtige retning, og det er ikke først nu. Det har de været igennem længere tid, så da de bød sig til, var der ikke meget betænkningstid.

- Det lød så spændende, og jeg kunne se mig selv 100 procent i Viborgs projekt, så det var et nemt valg, siger Anyembe.

Gået meget stærkt 

Anyembe havde forberedt sig på, at det kunne ende med et klubskifte denne sommer, og derfor gik det også rigtig hurtigt med at få det på plads i Viborg, da han først hørte om interessen.

- Det er kun en lille uges tid siden, så det er gået meget stærkt. Jeg var positiv, da jeg hørte om muligheden, fordi jeg også kunne høre på Viborg, at de rigtig gerne ville have mig. Det var gengældt, så det virker som et godt match indtil videre, siger Anyembe.

Var du indstillet på, at du skulle videre denne sommer?

- Ja, det var jeg. Jeg havde overvejet det og snakket med min agent om, at hvis der kom noget interessant, så var jeg klar til at komme videre. Det gjorde der så, siger Anyembe til bold.dk.

Daniel Anyembe ønsker ikke at kommentere på den seneste tid i Esbjerg, hvor cheftræner Peter Hyballa har været meget i vælten, men fokuserer i stedet på sin nye udfordring længere nordpå.

Højrebacken havde sin første træning i Viborg i mandags og får på søndag mulighed for at debutere i den grønne trøje, når det gælder Brøndby på udebane.


Af Martin Schmidt
Fredag 23. juli