Luk

Arsenal bankede WBA - NUFC røg på straffe

| Carabao Cup | 2 kommentarer

Arsenal fik sig en succesoplevelse, da de bankede West Bromwich Albion med 6-0 i EFL Cup'en, mens Burnley slog Newcastle efter straffesparkskonkurrence. 

Arsenal gæstede onsdag aften West Bromwich fra Championship, hvor der var en plads i 1/16-finalerne i EFL Cup'en på spil.

London-klubben kom til kampen med hårdt brug for oprejsning efter to nederlag i de to første kampe af Premier League, og det fik de.

Efter 17 minutters spil var Pierre-Emerick Aubameyang først over en ripost, som han tæt under mål sendte i nettet.

Kort før pausen fordoblede han føringen, da han igen var først over en ripost og sparkede Arsenal på 2-0, inden Aubameyang kom i oplæggerens rolle, da han misbrugte en friløber, men samlede den løse bold op, som han nærmest saksesparkede over til Nicolas Pepe, som lagde den i det tomme net til pausestillingen 3-0.

Bukayo Saka gjorde det til 4-0 fem minutter efter pausen, mens Aubameyang fik sit hattrick i det 62. minut med scoringen til 5-0.

Det var tilmed en fremragende scoring, hvor han fra kanten af feltet krøllede bolden over i det lange hjørne.

Alexandre Lacazette lukkede og slukkede til slutresultatet 6-0, da han sparkede en tværpasning fra Pepe i nettet.

Samtidigt med dette opgør spillede Newcastle på hjemmebane mod Burnley, og her kunne ingen af holdene finde vej til netmaskerne i de 90 ordinære minutter. 

Derfor skulle kampen afgøres ved straffesparkskonkurrence, hvor Miguel Almiron blev synderen, da han brændte det afgørende straffespark. 

Dermed følger Burnley sammen med Arsenal videre til 1/16-finalen. 


Af Andreas Roesen
Mandag 25. oktober