Luk

Atletico-chok: Kubo blev Mallorca-helt til sidst

| La Liga | 8 kommentarer

Infoboks

Atletico Madrid - Mallorca 1-2
La Liga
68' 1-0 Matheus Cunha
80' 1-1 Franco Russo
90' 1-2 Takefusa Kubo

Real Madrid-lejesvenden Takefusa Kubo sikrede Mallorca en sen 2-1-sejr i udekampen mod Atletico Madrid, der således tabte et vigtigt skridt i toppen.

Både Sevilla og Real Betis havde tidligere lørdag overhalet Atletico Madrid, så Diego Simeones tropper var nødt til at slå Mallorca for at forsvare andenpladsen i La Liga.

Atletico startede godt og tog taktstokken, men der kom grus i maskineriet for hovedstadsklubben efter ti minutter. Her måtte forsvarsspilleren Stefan Savic nemlig lade sig udskifte med en skade.

Trods et par gode chancer til Mallorca bød første halvleg ikke på scoringer, for Jan Oblak stod i vejen i Atletico-målet.

Midtvejs i anden halvleg lykkedes det for Atletico at tage føringen, da Matheus Cunha i to omgange fik skrabet bolden over stregen og sendte værterne på 1-0.

Mallorca svarede dog igen ti minutter før tid, hvor forsvarsspilleren Franco Russo stangede et frispark i kassen til 1-1, og i overtiden gik det helt galt.

Her stak Takefusa Kubo nemlig i dybden og scorede til 2-1, og så kan Mallorca rejse hjem til ferieøen med fuld gevinst, fordi Joao Felix i overtiden brændte en kæmpe chance.

Nederlaget efterlader Atletico på fjerdepladsen i La Liga med 29 point, hvilket er syv færre end førerholdet Real Madrid. Mallorca er nummer 12 i tabellen med 19 point.


Af Martin Schmidt
Mandag 17. januar