Luk

Atletico overvandt Valencias drømmemål

| La Liga | 15 kommentarer

Infoboks

Atletico Madrid - Valencia 3-1
La Liga
11' 0-1 Uros Racic
23' 1-1 Joao Felix
54' 2-1 Luis Suárez
72' 3-1 Ángel Correa

Valencias Uros Racic leverede en drømmetræffer efter 11 minutter, men Atletico Madrid og Luis Suarez svarede igen og vandt La Liga-kampen 3-1. 

Atletico Madrid kunne søndag aften spille sig syv point foran Real Madrid, der tilmed fortsat ville have spillet en kamp mere.

Det krævede dog en hjemmesejr over pressede Valencia, der måtte undvære karantæneramte Daniel Wass.

Gæsterne indtog inden kampen 14. pladsen, men med blot to point til den forkerte side af nedrykningsstregen.

Alligevel var det Valencia, der først fik netmaskerne til at blafre, og det var tilmed efter et eventyrligt langskudsmål i det 11. minut.

Jose Gaya lagde bolden til rette for Uros Racic, der fra godt og vel 25 meters afstand krøllede bolden helt op i højre hjørne uden chance fra Jan Oblak, der sprang forgæves efter bolden.

12 minutter senere svarede Atletico Madrid igen, da Joao Felix sendte udligningen i nettet.

Et hjørnespark blev sendt til bageste stolpe, hvor den portugisiske offensivspiller sled sig fri og nærmest stemplede bolden i nettet via Jaume Domenech, der fik hånden på bolden, men ikke kunne holde den ude af nettet.

Efter knap en halv times spille kunne det også være blevet 2-1 efter endnu et hjørnespark, hvor Jose Gimenez steg højest og tvang Domenech til en flot refleksredning på stregen.

I det 34. minut var Marcos Llorente også tæt på at sparke hjemmeholdet foran inden pausen, da han sparkede en løs bold snert forbi stolpen fra kanten af feltet.

Det blev dog ved en scoring til hvert hold, da kampens dommer fløjtede til pause.

Suarez blev delt topscorer

Luis Suarez har i denne sæson allerede vist, at han ikke er færdig på topniveau. Seks gange har han scoret i de seneste seks kampe, han har været på banen, og den stime fortsatte her til aften.

Efter 54 minutters spil sendte Mario Hermoso en glimrende bold frem til Joao Felix, der drev bolden videre frem til kanten af feltet, hvor han stak den i dybden til Suarez.

Fra en spids vinkel fik den rutinerede målræv lagt bolden til rette og krøllede den over i modsatte sidenet, og så førte Atletico med 2-1.

Scoringen var nummer 12 i sæsonen for Luis Suarez, der nu ligger side om side med Sevillas Youssef En Nesyri på topscorerlistens førsteplads. 

I det 68. minut kunne Maximiliano Gomez have åbnet kampen op på ny, da han testede Jan Oblak med en flad afslutning til højre, men Atletico-keeperen vandt den duel.

I stedet lukkede og slukkede Angel Correa kampen fire senere efter et glimrende forarbejde fra Marcos Llorente.

Den spanske midtbanespiller brød i gennem i højre side, hvor han fik plads til at trække ind i feltet. Her fandt han den argentinske kantspiller med en aflevering skråt tilbage, som Correa sparkede første gang i nettet til 3-1.

Det punkterede også endegyldigt kampen, og Valencia lignede ikke et mandskab, der rigtigt troede på comebacket efterfølgende, mens Atletico kunne spille sejren sikkert hjem uden at bruge unødige kræfter.

Dermed er Diego Simeones tropper nu henholdsvis syv og ti point foran Real Madrid og Barcelona. Atletico Madrid har ovenikøbet en kamp i hånden i forhold til begge klubber.


Af Andreas Roesen
Lørdag 6. marts
Fredag 5. marts