Luk

Atletico videre i CL efter voldsomt drama

| Champions League | 15 kommentarer

Et højintenst drama med tre røde kort mellem Porto og Atletico Madrid endte 3-1 til spanierne, som på flot vis sikrede CL-avancementet. Porto ender på tredjepladsen og er i Europa League.

Det meste Champions League-spænding tirsdag aften var at finde i gruppe B, hvor Atletico Madrid, Milan og Porto kæmpede om Champions League-avancement, Europa League-billet og sorteper i form af Europa-exit.

Milan mødte allerede kvalificerede Liverpool i Milano, mens andenpladsen Porto kunne sikre avancementet med en sejr på hjemmebane mod Atletico Madrid.

Den kamp fik en ærgerlig indledning, da Luis Suarez grædende blev skiftet ud efter godt et kvarter af kampen.

Men det gjorde ikke det store for Atleticos chancer i begyndelsen af kampen, hvor et afrettet fladt indlæg var centimeter fra at nå frem til en helt fri Antoine Griezmann.

Franskmanden nåede den dog ikke, men i stedet røg bolden videre til holdkammeraten Marcos Llorente, der dog sendte sit forsøg lige på målet.

Derefter begyndte Porto at få gang i sit offensive spil, som ellers havde haltet i kampens begyndelse.

Det var Luis Diaz, som efter 32 minutter fik en kæmpe chance foran mål, men Jan Oblak tog en strålende redning i Atletico-målet – dem skulle der blive flere af.

For Porto var det klart bedste hold efter indledningen, og frem mod pausen var værterne blandt andet tæt på at score, da Thomas Lemar nærmede sig et selvmål efter et hjørnespark, ligesom Marko Grujic skulle have gjort det bedre med en afslutning fra feltkanten lige før pausen.

Den endte dog lige på mål, og så tog Oblak en ny redning.

Tre røde kort – barslagsmål i anden halvleg

Derfor 0-0 ved pausen, men Portos store overtag fortsatte, og Yannick Carrasco smed blandt andet bolden i eget felt efter en misforståelse, hvor han ikke fik clearet bolden ordentligt.

Igen måtte Oblak hive en god redning op, og det betød i stedet, at Atletico helt ud af det blå kunne bringe sig foran 1-0 i kampens 56. minut.

Det var Antoine Griezmann, der meget tilfældigt kom til afslutning helt fri ved bagstolpen efter et hjørnespark, og så kunne han nemt prikke føringsmålet i kassen.

Lige efter var Atletico tæt på at presse et 2-0-mål igennem, men Porto-anfører Pepe reddede et lob på stregen, inden Koke ikke fik ordentligt ram på returbolden.

Tændingen var høj, for Atletico var altså på vej videre, selv om Porto havde været i førersædet før kampen og havde skabt klart flest muligheder.

Og de frustrationer sendte kampen i det røde felt.

Efter 68 minutter begik Atleticos Yannick Carrasco en kæmpe brøler på sit holds vegne. Da bolden var ude af spil tog han bolden ud af hænderne på Porto-træner Conceicao, og efterfølgende væltede han en tililende Porto-spiller.

Det så han direkte rødt kort for, og temperamenterne var i den grad i kog hos begge lejre, der skubbede og skændtes – det kostede blandt andet et gult kort til Pepe.

Dermed lovende betingelser for Porto, der skulle komme tilbage i kampen, men kort efter lavede indskiftede Wendell en hård tackling, som kampens dommer vurderede var til rødt kort.

Bølgerne gik endnu højere i kølvandet på Wendells tackling, og det lignede scener fra et barslagsmål – det kostede blandt andet et rødt kort til en på bænken hos Porto.

Porto skiftede fire mand i et forsøg på at komme tilbage, da et enkelt mål på dette tidspunkt ville sende Porto videre i Champions League.

Men som portugiserne satsede, så formåede Griezmann pludseligt at sende Angel Correa i dybden. Han viste kynismen og på strålende vis bragede han et fladt 2-0-mål i kassen, og så virkede avancementet sikret, da AC Milan samtidigt var bagud.

Det blev endnu bedre få minutter senere, da Rodrigo De Paul ovenikøbet fik øget til 3-0, inden Porto fik pyntet på resultatet med en straffesparksscoring til allersidst.

Dermed 3-1 og så snuppede Atletico Madrid altså billetten videre til Champions Leagues knockout-faser, mens Porto endte som nummer tre og fortsætter i Europa League.

AC Milan er færdige i Europa i denne sæson.


Af Jonas Dalgård

15 kommentarer

Tidligerebruger 23:01          
Fantastisk for Atletico. Godt for spansk fodbold der generelt lider i denne tid. I morgen vinder FC Barcelona.
Return_of_the_Mølbat 23:04          
Der var faktisk 4 røde kort, da en træner også blev udvist. Samtidig var Wendells røde kort rimelig billigt, da Atlético-spilleren filmer helt vildt. Det var dog en klassisk Atlético Madrid-kamp. Udspillet i nærmest hele opgøret, men takket være nogle slatne Porto-afslutninger på store chancer samt et dødboldsmål og 2 kontrascoringer til sidst går de videre i CL.
tagafos665 23:07          
Skal man være et usympatisk møgsvin for at spille/træne i Atletico..Nu har jeg set samtlige i deres kampe i CL.. Jeg er imponeret over de kan stå så usympatiske i alle kampe de deltager i.. Ikke vil give hånd, gøre alt for modstanderen slår sig.. Alt for meget skuespil og masser piveri.. Atletico er nok alt det jeg hader ..
Windsor 23:10          
Shit der blev langet nogle gule kort over disken. Ren slåskamp.
FcRandoms 23:11          
Atlético here we go again…. Usympatisk hele vejen rundt… bænken + atlético spilleren som ser deres snit til at påvirke dommeren til et rødt kort… skuespil efter skuespil så snart de får føringsmålet… de vinder kampe på det, men ikke fans
Dabias 23:14          
Ved nu ikke om Atlético spilleren filmer voldsomt meget ved det røde kort. Jeg synes egentlig begge røde er lidt til den tynde side. Carrasco skal bare lade være med at reagere men ok, den kan forsvares. Wendells bliver nok dømt på intentionen. Han kigger lige tilbage og fører så albuen om på halsen at Atléticospilleren. Det ligner ikke han rammer voldsomt hårdt, men som med Carrasco er det bare ukogt
RasLas1997 23:14          
2 klamme hold. Atlético må dog tage prisen som det klammeste hold i nyere tid.
Onsdag 19. januar
Tirsdag 18. januar