Luk

Austria Wien er tæt på tvangsnedrykning

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Austria Wien har ikke fået licens til Bundesligaen i næste sæson på grund af økonomiske kvaler, og klubben tvangsnedrykkes, med mindre den fremlægger nye beviser på en økonomisk bæredygtig plan.

Den østrigske traditionsklub Austria Wien har store økonomiske problemer, og det får nu sportslige konsekvenser for den østrigske klub.

Det østrigske fodboldforbund har valgt ikke at give Austria Wien licens til næste sæsons udgave af Bundesligaen på grund af den skrantende økonomi.

Austria Wien er ikke enige i beslutningen og vil fremlægge nye beviser for, at økonomien er bæredygtig, meddeler klubben på Twitter.

En endelig beslutning træffes den 27. april, og med mindre at Austria Wien disker op med en solid økonomisk plan, tvangsnedrykkes klubben.

Austria Wien er den eneste klub i den østrigske Bundesliga, der ikke har modtaget en licens til næste sæson.

Austria Wien har vundet det østrigske mesterskab 24 gange, senest i 2012/13, mens det er blevet til 27 pokaltitler.

Danske Andreas Poulsen er i dette forår udlejet til Austria Wien, men han vender tilbage til Gladbach til sommer, når aftalen udløber.


Af Sara Margren
Søndag 16. maj