Luk

Avis: Lampard øverst på listen i Palace

| Premier League | 1 kommentar

Infoboks

Ifølge The Telegraph er Frank Lampard øverst på listen til at erstatte Roy Hodgson, hvis Crystal Palace beslutter at ændre på sit trænersæde.

Frank Lampard blev tidligere i år fyret i Chelsea efter skuffende resultater, men allerede til sommer kan han være tilbage i et managerjob i Premier League.

I hvert fald skriver engelske The Telegraph, at Lampard er i førersædet blandt de emner, som Crystal Palace har til at erstatte den nuværende træner, Roy Hodgson, som har kontraktudløb til sommer.

Palace har dog endnu ikke helt besluttet sig for, om man ønsker at fortsætte samarbejdet med Hodgson, som i denne sæson har ført Palace til en øjeblikkelig 13.-plads.

Mens Palace fortsat overvejer, så skulle der også være tvivl om, hvorvidt Lampard vil takke ja til et muligt tilbud eller afvente sine muligheder, skriver avisen – blandt andet skulle han ønske at blive forsikret om, at klubben vil investere i at få klubben højere op i tabellen.

Burnleys Sean Dyche og Eddie Howe skulle også være emner, men Lampard skulle altså umiddelbart være det varmeste navn i Palace.


Af Jonas Dalgård
Søndag 20. juni