Den russiske invasion af Ukraine har fået stor betydning for fodboldspillere i de to lande, og flere ser nu ud til at forlade Rusland.
Ifølge det russiske medie RB Sport tager Rostov snart afsked med fem specifikke spillere.
Det drejer sig om det tidligere FCK-emne til det centrale forsvar Dennis Hadzikadunic, den 19-årige midtbanespiller Armin Gigovic, som Helsingborg solgte dyrt i 2020, den 22-årige kantspiller Pontus Almqvist samt norske Magnus Knudsen på 20 år, der gør sig på den centrale midtbane.
Sidste spiller af de fem er den 30-årige forsvarsspiller Bastos fra Angola.
For nylig blev der åbnet for, at udlændinge på kontrakt i Rusland kan sætte deres kontrakt på pause og skifte til en anden klub frem til sommer.
En anden svensker i form af Viktor Claesson ophævede for nylig sin kontrakt med Krasnodar helt og er således helt fri til at finde sig en ny klub permanent.
RB Sport specificerer ikke, om de fem Rostov-spillere ophæver permanent eller blot forlader klubben frem til sommer, men her og nu ser de i hvert fald ud til at forlade klubben.


FK Rostov
Premier League

































