La Liga -Avis: Valencia-træner vil have Wass
2018-06-05 14:05:38
Foto: Getty Images

Avis: Valencia-træner vil have Wass

Ifølge Valencia-avisen Superdeporte arbejder Valencia fortsat på at hente Celta Vigos Daniel Wass til klubben denne sommer.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Daniel Wass meldes på vej væk fra Celta Vigo denne sommer, og den spanske storklub Valencia menes at være blandt de helt store bejlere til Wass’ underskrift.

Den spanske avis Marca meddelte for nogle uger siden, at Valencia var langt i forhandlingerne med både Wass og Celta Vigo, men direktør Mateu Alemany afviste, at handlen var tæt på.

Valencia-avisen Superdeporte er dog ikke i tvivl om, at interessen er reel, og at Valencia-træner Marcelino meget gerne ser klubben forstærke sig med danskeren.

Ifølge avisen vil Marcelino gerne have styrket bredden i truppen, da Valencia, efter en flot 4. plads i La Liga i denne sæson, skal spille Champions League-fodbold i næste sæson.

Daniel Wass ses her som en oplagt mulighed til at forstærke midtbanen, da han kan dække flere pladser centralt og i øvrigt ikke vil koste klubben en formue.

Wass’ kontrakt med Celta Vigo udløber om et år, og han menes derfor at koste Valencia mellem 40 og 50 millioner kroner.

Ifølge Superdeporte skyldes det Wass' lønkrav, at handlen ikke er faldet på plads endnu. Avisen skriver, at Valencia forsøger at forhandle lønnen ned, men samtidig er opmærksom på, at Wass også tiltrækker sig interesse fra andre klubber, blandt andet Roma og Everton.

29-årige Wass blev for nyligt forbigået til den danske VM-trup.

Annonce
Annonce

15 kommentarer

Se kommentarer
Annonce