Luk

B93-træner: Målet er at rykke op

| 2. Division | 3 kommentarer

Infoboks

I B93 er man blevet enig om at gå benhårdt efter en plads i top-to i 2. divisions oprykningsspil, fortæller cheftræner Sune Lærkedahl.

B93 leverede onsdag aften en hæderlig præstation mod FC København i DBU Pokalen - men nu er fokus vendt mod 2. divisions oprykningsspil, hvor Østerbro-klubben åbner på fjerdepladsen med tre point til en oprykningsplads.

Og netop de der oprykningsplaceringer er noget, man drømmer sødt om i B93.

- Vi har et par uger til sæsonstart, hvor spillerne lige kan få pustet lidt ud efter den her oplevelse i Telia Parken. Der har været meget hype omkring det, siger Sune Lærkedahl til bold.dk.

- Så nu kan vi for alvor begynde at se frem mod forårssæsonen, hvor spillerne selv har været med til at lave en målsætning om, at vi skal i top-to. Det vil vi jagte med alt, hvad vi har - og så må vi jo se, hvad det kan ende med, siger han.

Sune Lærkedahl er ny mand i spidsen for B93, og med sig har han bragt en ny spillestil, som handler om, at man gerne vil bevare bolden på jorden og spille op helt nede fra keeperen.

Og selvom modstanderen i tirsdags hed FCK, så veg man ikke fra den nye filosofi.

- Det er den måde, vi gerne vil spille på. Vi havde talt om det i truppen og var blevet enige om, at vi ville vise vores identitet, og at vi ikke skulle til at gøre tingene anderledes bare fordi, det var FCK.

- Vi lykkedes rigtig fint med det og fik flere gange spillet op igennem midten og viste noget god fodbold - så det er vi selvfølgelig rigtig godt tilfredse med, og det skal vi fortsætte med at udvikle i foråret, siger Lærkedahl.

B93 åbner forårssæsonen med en hjemmekamp mod Greve.

nicolai@bold.dk


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Fredag 22. januar