Luk

Babayan begravede Randers' top seks-drøm

| 3F Superliga | 18 kommentarer

Infoboks

Randers FC - Hobro 0-1
Superligaen Grundspil
36' 0-1 Edgar Babayan

Hobro vandt 1-0 ude over Randers FC på Edgar Babayans scoring, og Randers får dermed mere end svært ved at nå top seks i 3F Superligaen. 

Randers havde mandag muligheden for at spille sig helt ind i kampen om top seks, da holdet tog imod Hobro i 3F Superligaen.

Før kampen havde Randers tre point op til AaB, som ligger nummer seks, mens Hobro efter Silkeborgs nederlag fredag på forhånd vidste, at holdet ender grundspillet som nummer 12 eller 13.

Den største overraskelse i de to holds startopstilling var, at Hobro var uden Pål Alexander Kirkevold, men gæsterne startede ganske godt i kampen uden nordmanden.

Gæsterne viste således tænder fra starten, hvor blandt andre Emmanuel Sabbi og Edgar Babayan var i hopla, mens hjemmeholdet til gengæld havde det svært offensivt.

De helt store chancer udeblev dog, og kampen foran de tomme tribuner var ganske jævnbyrdig.

Ti minutter før pausen kom Hobro dog i front, da Edbar Babayan var sikkerheden selv på det straffespark, som Mathias Haarup tilkæmpede sig i en duel med Frederik Lauenborg.

Randers' præstation i første halvleg var ikke imponerende, men kort før pausen var holdet alligevel tæt på en udligning.

Først var Mathias Greve tæt på, men fik sin afslutning blokeret, og kort efter fik Alhaji Kamara bolden i nettet, men målet blev annulleret for offside.

Randers kom bedre ud til anden halvleg og fik en gylden chance efter få minutter, hvor Emil Riis fik fat i en dårlig aflevering fra Jesper Bøge i egen zone, men Rii's afslutning sad lige på Jesper Rask.

Hjemmeholdet havde bolden meget og forsøgte at spille sig frem til store chancer, men Hobro stod godt imod og holdt længe Randers på halve muligheder.

Et kvarter før tid kom Alhaji Kamara til en god mulighed, men Jesper Rask kom ud af sit mål og reddede til hjørnespark.

Randers kom i det hele taget til et hav af hjørnespark, men det blev generelt ufarligt.

Knap fem minutter før tid fik Randers bolden i nettet for anden gang, men målet blev endnu en gang annulleret, dog med mere dramatik end i første halvleg.

Først blev bolden headet på sammenføjningen efter et frispark, inden Jesper Rask fik raget bolden til sig på selve målstregen. 

Her sparkede Alhaji Kamara bolden i nettet, men målet blev annulleret, da Rask havde bolden under kontrol, og Kamara dermed ikke måtte sparke til den. 

I overtiden ville Randers FC have straffespark efter en duel mellem Emmanuel Sabii og Johnny  Thomsen, men dommerens fløjte forblev tavs.

Hobro kørte den smalle sejr hjem, og resultatet betyder, at Hobro ender grundspillet på 12. pladsen. 

Randers har fortsat tre point op til AaB med en enkelt kamp tilbage. Randers har en målscore, der er syv mål dårligere end AaB's og skal i sidste runde på besøg hos FC København, mens AaB tager imod AGF.



 

Støt Randers FC og støt vores sponsorer.


Af Mikkel Nøhr
Søndag 5. juli