2021-06-01 14:25:01

Bænket Jesper Hansen er åben for klubskifte

Jesper Hansen er skuffet over at blive forbigået til EM-truppen og er åben for at forlade FC Midtjylland denne sommer.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FC Midtjyllands Jesper Hansen mistede i foråret sin plads på holdet, da tilbagevendte Jonas Lössl blev foretrukket i målet.

Turen på bænken kostede også Hansens EM-deltagelse, da han ikke er blandt de tre målmænd, som blev udtaget af Kasper Hjulmand til sommerens slutrunde.

Jesper Hansen lægger ikke skjul på, at 2021 indtil nu har været en skuffende omgang, og at den manglende udtagelse gør ondt.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke er med, men det er jo svært at blive udtaget, når man ikke har spillet op til slutrunden. Jeg har jo ganske enkelt ikke haft muligheden for at vise mig frem og spille mig ind i truppen til det sidste, siger Hansen til bold.dk. 

- Som jeg også udtalte i foråret, da jeg blev sat af i FCM, blev det hele taget væk fra mig, ikke bare pladsen i FCM, men også på landsholdet. Det har været helt åbenlyst, at den gyldne mulighed og drøm for at komme med til EM, som jeg har haft, siden EM skulle afholdes, blev taget fra mig.

- I sommeren 2020 havde jeg spillet fast og været med til at sikre guldet i FCM, så da slutrunden blev rykket, vidste jeg, at jeg skulle præstere et år mere for at holde mig inde i varmen, og derfor var det mega ærgerligt, at jeg blev sat af i klubben lige op til sidste landsholdssamling i marts. 

- Det er fodbold, når den viser sig fra den værste side. Det er virkelig surt.

Artiklen fortsætter efter billedet

International -Bænket Jesper Hansen er åben for klubskifte
Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

Bærer du nag over for nogen?

- Jeg er mest af alt bare skuffet over situationen. Jeg har accepteret det, for det er jeg nødt til, men jeg er totalt skuffet over, at jeg stort set ikke har spillet i tre måneder, som har gjort min mulighed for EM virkelig vanskelig. 

- Jeg havde pladsen i egne hænder, men så valgte nogen anderledes, hvilket gjorde det tæt på umuligt for mig.

- Det har været et hårdt slag at få op til en EM-slutrunde på hjemmebane, men det handler om at komme videre. Det er surt, at jeg mistede min plads, og det blev ikke bedre af, at vi heller ikke nåede vores målsætning med klubben om mesterskab og pokaltitlen.

- Så jeg er skuffet og ærgerlig over hele foråret, og det ved FCM også godt. 

Tyder på et skifte

FCM præsenterede mandag ny træner i form af Bo Henriksen, og dermed kunne det tyde på, at kampen om spilletid i FCM er genåbnet, men for Hansen tyder det mest af alt på et skifte.

- Det er sandt, at der er kommet ny træner, hvilket i øvrigt overraskede mig. Jeg vidste ikke noget om det, inden det blev officielt, men jeg vil sige tillykke til både Brian og Bo. 

- Jeg tænker kun på, at jeg gerne vil spille, for jeg har ikke tid til at sidde på bænken.

- Jeg har talt med klubben om, at jeg har et stort ønske om at spille, og det ser lidt svært ud, når Jonas har siddet på pladsen i sæsonafslutningen og har en længere aftale med FCM end mig.

- Jeg vil spille, og kan det ikke blive i FCM, vil jeg overveje, om der skal ske noget nyt.

Peger pilen i retning af et skifte?

- Lige nu gør det, men jeg har også et år mere med FCM, som jeg respekterer, og jeg skal finde den rigtige løsning med klubben, hvis der ikke er udsigt til spilletid her.

- Jeg er åben for det meste, men kigger især her i Danmark, da det vil være det nemmeste i forhold til familien og ikke skulle rykke det hele væk.

- Jeg kan sagtens se mig selv blive herhjemme, og det eksotiske eventyr hiver ikke helt vildt i mig, som det gør for andre. Der kan jo ske en masse i dette transfervindue, også i Danmark.

Er der noget konkret allerede nu?

- Nej, men jeg ved fra mit bagland, at der er interesse fra flere klubber, og det kigger jeg på og tager den med FCM, hvis vi når dertil.

Brøndby siger formentlig farvel til Marvin Schwäbe. Kunne Brøndby være en mulighed?

- Det er for tidligt at sige noget konkret om andre klubber, men jeg kigger på alle muligheder. 

- Jeg ved ikke, hvad de forskellige klubber herhjemme har tænkt sig at gøre, men jeg ved bare, at jeg søger efter at spille fast fremadrettet og derfor vil lytte til de tilbud, der kommer.

Mens Jesper Hansen altså går med overvejelser om et klubskifte, holder han sig i gang, hvis der alligevel skulle blive brug for ham til EM-slutrunden. 

- Jeg har snakket med Kasper Hjulmand om, at jeg ikke kom med til EM, og jeg har fortalt at ham, jeg holder mig i gang, hvis der skulle blive brug for mig.

- Det er jo muligt, at telefonen ringer, hvis der sker noget, så jeg er nødt til at holde mig skarp og holde mig klar, siger Hansen til bold.dk. 

36-årige Hansen har spillet 310 Superliga-kampe for FC Nordsjælland, Lyngby og FC Midtjylland. 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

37 kommentarer

Se kommentarer
Annonce