Luk

Bager og co. dominerer: Al fokus på 1.-plads

| 1. Division B | 3 kommentarer

Infoboks

Union St.Gilloise - Mechelen
1. Division A (12/12)
bet365 1,61 4,00 5,00

Jonas Bager, Casper Nielsen og holdkammeraterne i Union St. Gilloise gør det strålende i den næstbedste belgiske række, og ligner et godt bud på en oprykker. Det kan åbne store muligheder.

I den næstbedste belgiske række gør to danskere sig for tiden gældende som stamspillere på rækkens skarpeste hold.

Således er Jonas Bager og Casper Nielsen begge blandt de startende 11 for topholdet Union St. Gilloise, der i denne sæson fejer det meste modstand af banen.

Union St. Gilloise er nemlig nummer et med 11 point ned til Lommel på andenpladsen, og danskerklubbens målscore er sublim i forhold til konkurrenternes, da Union St. Gilloise kan præsentere en målforskel på 26 med flest scoringer og færrest mål imod i rækken.

For tiden har klubben vundet fire i træk og oprykning til Jupiler League virker mere end sandsynligt, men det lader topholdet sig ikke blænde af, siger Jonas Bager til bold.dk.

- Vi gør det godt lige nu, og al fokus er bare på at blive ved at være nummer et. Det bliver en gammel kliche, men det er med at tage en kamp ad gangen, for der er kun 12 kampe igen, og hver sejr bringer os tættere på målet om at rykke op, siger han og fortsætter:

- Men vi har også bevidstheden om, at vi ikke bare rykker op, så der er meget fokus på det med at tage en kamp ad gangen, for vi ved, der er sket større mirakler, end at et hold har tabt et forspring som vores.

Union St. Gilloise har efter 16 runder scoret 40 mål og lukket 14 ind.

God organisation i optimistisk liga 

Jonas Bager fortæller, at Union St. Gilloises overbevisende form skyldes en organisation, som er noget strammere end det, som de andre hold kan præstere, og så har angriberne skruet fødderne godt på i denne sæson.

- Vi er lidt atypiske i forhold til de andre, for vi spiller 3-5-2-formation, som giver en stærk defensiv. Sidste år havde vi problemer med at lukke mange mål ind og smed nogle dumme point væk, men i år har vi en rigtig god organisation og nogle angribere, som bare bomber kasser ind, fortæller han og fortsætter:

- Vi tillader få chancer og lukker få mål ind, og vi er rigtigt stærke sammenholdt med konkurrenterne hernede. Men det er ikke noget med, at vi pakker os. Vi spiller frem over banen og har nogle hurtige angribere, som er gode til at køre omstillinger.

- De andre hold tager måske lidt flere chancer. Nogle hold er rigtig gode og har gode individualister, men de mangler noget organisation, og det bliver lige lovlig meget tjubang for dem, så det prøver vi at drage fordel af, og vi lykkes godt med det for tiden.

Jonas Bager har i denne sæson spillet 11 kampe, scoret et mål og lavet et oplæg. Casper Nielsen har spillet 16 kampe, scoret fire mål og stået for fire assists.

Oprykning kan åbne muligheder

En oprykning til den bedste belgiske række vil formentlig betyde, at Jonas Bager næppe skifter klub til sommer.

For Jupiler League er et godt udstillingsvindue, og Bager forventer, at Union St. Gilloise godt kan gøre sig gældende i den bedste belgiske række med hold som Standard Liege, Genk, Club Brügge og Anderlecht.

- Lige nu er fokus på at rykke op, og skulle vi være så heldige at gøre det, så skulle der komme et godt tilbud, før jeg ville overveje det. Det ville være mega fedt, for de hold, der kommer op fra den næstbedste gør det også godt i den bedste, så jeg tror virkelig, vi kan bide skeer med de andre på det bedste niveau, siger han og tilføjer:

- Det er klart, at hvis jeg kunne spille fast i den bedste række, så vil det åbne nogle rigtig gode muligheder, for der er mange, der tager gode og store skridt fra den bedste belgiske række.

- Der er ikke nogen grund til at tage videre pt., for jeg har det godt her og spiller på et hold, som spiller god fodbold.

Jonas Bagers kontrakt med Union St. Gilloise udløber i sommeren 2022.


Af Jonas Dalgård
Lørdag 4. december