Luk

Bah og Slavia Prag sendte Leicester ud af EL

| Europa League | 22 kommentarer

Infoboks

Leicester - Slavia Prag 0-2
Europa League Slutspil
49' 0-1 Lukas Provod
79' 0-2 Abdallah Sima

Alexander Bah spillede hele kampen, da Slavia Prag leverede en stor præstation og slog Kasper Schmeichel og Leicester ud af Europa League med 2-0.

Kasper Schmeichel og Leicester fik torsdag aften besøg af Slavia Prag og Alexander Bah i Europa League i et opgør, hvor begge danskere spillede fuld tid.

Første opgør mellem de to mandskaber endte med 0-0, så der skulle nok komme mål i løbet af kampen, men der skulle alligevel gå lidt tid.

Leicester spillede ikke en god første halvleg, hvor de spillede langsomt og manglede kreativitet, der kunne bryde gæsternes defensiv.

Slavia Prag var derfor tætteste på et føringsmål, da Abdallah Sima var ved at bringe gæsterne i front efter 29 minutter, men hans forsøg røg tæt forbi den ene opstander, og Schmeichel lignede en, der allerede havde set bolden forbi.

Efter en passiv første halvleg fra begge mandskaber gik Leicester og Slavia Prag til pause uden scoringer, men det skulle der blive lavet om på kort efter pausen.

Efter 49 minutter sendte Nicolae Stanciu nemlig en ballonbold i feltet, som en helt umarkeret Lukas Provod kunne sparke i mål. 

1-0 til gæsterne fra Prag, der i den grad havde taget Premier League-mandskabet på sengen.

Efter scoringen var Leicesters mission klar. De skulle have den scoring, koste hvad det vil. De rykkede derfor kæderne langt frem på banen, og det hjalp på deres spil, da de kom bedre med i opgøret.

Men med 11 minutter tilbage overraskede gæsterne fra Prag igen. Her forsøgte Sima sig fra distancen, hvor han sparkede udenom Leicester-forsvarsspilleren, så bolden curlede ind mod mål.

Herinde kunne Schmeichel ikke gøre meget med scoringen, og derfor var Leicester nu bagud med 0-2 med kort tid tilbage af opgøret. 

I slutfasen gjorde hjemmeholdet alt for, at de kunne reducere og skabe ny spænding i opgøret, men det lykkedes ikke for dem.

Bah og co. afviste hver gang, at der blev slået en bold i feltet, og da dommeren fløjtede kampen af, kunne de fejre en stor bedrift.

Slavia Prag formåede altså at tage til England og besejre Leicester med 2-0, og derfor kan Alexander Bah godt vende sig til endnu mere Europa League-fodbold i den kommende tid.


Af Raymund Nelausen
Fredag 16. april