Luk

Luk

Bah-salg: Næsby står til 400-500.000 kroner

| 3. division | 5 kommentarer

Infoboks

Næsby-formand Poul Jørgensen siger til bold.dk, at han regner med, at klubben modtager 400-500.000 kroner for Alexander Bah-salget til Benfica. 

Næsby frister en tilværelse i 3. division, men tidligere har den fynske divisionsklub haft glæde af Alexander Bah, der blev solgt fra Slavia Prag til Benfica i starten af juni. Bah var en del af Næsby fra sommeren 2013 til 2016. 

Bahs skifte til Benfica kommer også til at gavne i Næsbys klubkasse i form af solidaritetspenge, siger Næsby-formand Poul Jørgensen til bold.dk.

- Umiddelbart er det et pænt sekscifret-beløb. Mit bud er, at det er mellem 400-500.000 kroner måske, siger Poul Jørgensen til bold.dk.

Kompensationen svarer til en procentsats af transfersummen, og den bliver udbetalt, hver gang en spiller skifter klub. Fra spilleren er 12 til 15 år, får den respektive klub 0,25 procent af transfersummen for hvert år, spilleren har været i klubben. Når en spiller fylder 16 år, så stiger procentsatsen til 0,5 procent for hvert år, til og med spilleren fylder 23 år.

Det store beløb er noget, der gør formanden stolt. Det er et stort skulderklap til klubbens arbejde med talenter. 

- For det første er vi pivstolte af, at vi har været med til at præge Alexander Bahs tilgang til fodbolden. Det med, at han blev landsholdsspiller og blev kåret som den bedste forsvarsspiller i Slavia Prag og blev pokalvinder i SønderjyskE. Vi har præget ham i den rigtige retning, så han har fået spilleglæden og lysten tilbage. 

- Han fik meget spilletid hos os som meget ung senior eller faktisk som andenårs-U19. Derfor er vi rigtig stolte. For det første fik vi en indlandstransfer på ham med hans skifte til Herfølge og SønderjyskE. Salget til Slavia Prag udløste cirka 20.000 euro. 

- Vi regner med cirka 60.000 euro (cirka 450.000 kroner, red.), men pengene falder ikke på en gang, men i rater over kontraktperioden, og det gør de til alle klubber. 

- For os er det en kæmpe cadeau. Vi har været med i det danske licenssystem fra starten af, og vi har egentlig en række spillere i udlandet p.t. eller i Superligaen eller periferien af Superligaen. 

- Vi har en masse spændende unge mennesker, som vi har været med til at skubbe på i samarbejde med de klubber, som de har været i. Det viser, at man også kan dyrke talentarbejde under Superliga-niveau, siger Poul Jørgensen til bold.dk. 

24-årige Alexander Bah skiftede fra Næsby til HB Køge i sommeren 2016. I august 2018 tog han turen til SønderjyskE, hvor han blev en profil. Det store udlandseventyr startede i januar 2021, da Slavia Prag købte Bah, og nu venter der portugisisk fodbold for Bah. 

Næsby blev nummer fire i den netop overståede 3. division.

Klubben har tidligere modtaget solidaritetspenge for Jacob Rasmussen og Nikolai Baden Frederiksen, da de blev solgt.


Af Anders Jensen
Mandag 27. juni
Søndag 26. juni