Luk

Barca-boss: Regner fortsat med Griezmann

| bold.nyt | 2 kommentarer

Barcelonas præsident, Joan Laporta, indregner stadig Antoine Griezmann i næste sæsons planer. Han forsikrer i samme omgang om, at der ikke er problemer med at registrere spillere i storklubben.

Kabalen af offensivspillere i toppen af La Liga ligner sommerens helt store internationale transfersaga.

Antoine Griezmann har i lang tid været rygtet retur til Atletico Madrid, men der er fortsat ikke sket noget formelt i forhold til spillerens fremtid.

I forbindelse med præsentationen af Memphis Depay udtalte Joan Laporta sig om Griezmanns fremtid i Catalonien og kontraktforhandlingerne med Lionel Messi.

- Griezmann har kontrakt med Barcelona, og vi regner med ham, med mindre der sker noget. Vi kan ikke afvise interessen i spilleren, og det i sig selv viser hans kvalitet, siger han og fortsætter.

- Markedet er ved at starte op nu, og der er et marked for spillere som Griezmann. Hvis markedet går i en bestemt retning, er vi åbne for alting, på grund af den delikate situation vi er i.

Barcelonas finansielle situation har ellers længe været genstand for spekulation, da klubben angiveligt har overskredet La Ligas strikse lønloft, men det forsikrede Laporta, ikke var et problem.

Om Messi fortsatte præsidenten.

- Messi har altid sagt, at han gerne vil fortsætte i klubben. Vi gør fremskridt i forhandlingerne. Det er et ønske, vi alle har. Vi vil have, han skal blive og spille i mange år.

- I forhold til Messi kan jeg bare sige, at I kommer til at høre, hvad vi alle venter på, når tiden er rigtig. Forhandlingerne skrider frem i tilstrækkelig grad.

Barcelona starter sæsonen hjemme mod Real Sociedad 15. august.


Af Cillian Murphy
Søndag 25. juli