Luk

Barrett stortrives i BL-klub: Noget helt andet

| Bundesliga | 2 kommentarer

Infoboks

Bielefeld - Mainz 05
Bundesliga (05/12)
Oddset 2,75 3,55 2,45
bet365 2,62 3,30 2,60

Jacob Barrett Laursen nyder at være kommet til Bundesliga-klubben Bielefeld, hvor alt er på en noget højere hylde, end hvad han har været vant til.

Denne sommer vinkede Jacob Barret Laursen farvel til OB efter syv år i Ådalen for i stedet at rykke til Bundesliga-oprykkerne fra Bielefeld.

Barrett skiftede som helt ung fra AaB til Juventus' ungdomsafdeling, og den nu 25-årige venstreback er glad for igen at prøve kræfter med udlandet.

- Jeg er efterhånden faldet ret godt på plads, men det er klart, at når man kommer et helt nyt sted efter at have været i den samme boble i Odense i syv år, så er det noget af en forandring. Men som tiden er gået, har vi fundet et fint sted at bo, og jeg er faldet godt til på holdet.

- Det har været en omvæltning fodboldmæssigt, men der er også en masse ting forbundet med at flytte til et nyt land, som jeg ikke havde tænkt over, før jeg stod i det.

- Det har været vildt, men det har også været rigtig spændende og godt for mig at komme ud og prøve noget nyt, siger Jacob Barrett til bold.dk.

Er blevet kastet ud i det

Jacob Barrett Laursen havde altså erfaring med at skifte udenlands, men der har stadig været en lang række udfordringer forbundet med skiftet til Bielefeld, hvilket blandt andet omhandler praktiske og sproglige ting.

- Selvfølgelig har jeg mere hår på brystet nu, end da jeg skiftede til Juventus, men uden for banen har det egentlig ikke været lettere, end da jeg var af sted første gang. Dengang rykkede jeg bare direkte ind på et hotel, hvor alt stod klart.

- Denne gang kom vi ned til et splinternyt hus, der først lige var blevet bygget færdigt. Vi skulle have styr på alle møbler, alt med banken og en masse forskellige tyske regler. 

- Der har været mange praktiske ting at se til den første tid, siger Barrett og fortsætter om det sproglige:

- Jeg har kunne bruge engelsk ret fint, men selvfølgelig startede jeg til tyskundervisning med det samme, og det går jeg til to gange om ugen sammen med nogle af de andre nye spillere. Jeg har aldrig været god til tysk, men ret hurtigt har jeg lært at forstå det nogenlunde.

- Det hele foregår på tysk i dagligdagen, og hvis man er inde i byen eller i supermarkedet, er der ikke ret mange, der snakker engelsk, så det handler bare om at springe ud i det og prøve, siger han.

Alt er større og mere detaljeret

Med skiftet fra 3F Superligaen til Bundesligaen forventes Jacob Barrett Laursen naturligt nok at opleve en forskel i niveau og setup, men den var faktisk større, end han havde regnet med.

- Alt er sat op på en helt anden måde, end jeg har været vant til. Der er nogle flere trænere og fysioterapeuter omkring holdet. Der er forskellige assistenter og videoanalytikere, og alt er bare generelt større og mere detaljeret, end jeg har været vant til.

- Niveauet er selvfølgelig også en tak højere, og det har jeg skulle vænne mig til. I starten kom det nok lidt bag på mig, hvor højt niveauet egentlig er, fordi jeg egentlig også synes, at niveauet var højt i OB. Men de første par uger skulle jeg ind i tingene, og så bliver det også lettere, når alt uden for banen fungerer.

- Tingene bliver hele tiden bedre og bedre, og trænerne er gode til at filme én i løbet af træning, og så tager man måske en masse afleveringer med højrefoden efter træning, hvis de ikke synes, de har været gode nok.

- Der er ingen tvivl om, at man bliver holdt øje med, og det, synes jeg, er rigtig fedt, for det skærper én som fodboldspiller, siger Barrett og tilføjer:

- Mit indtryk af Bielefeld er stadig rigtig positivt. Der er en professionel tilgang til det hele, hvilket jeg også havde forventet. Jeg synes, det har været rigtig fint hidtil.

Troede jeg vidste, hvad der var hårdt

Tyske klubber er kendt for at træne hårdt, og det kan Jacob Barrett Laursen nu nikke genkendende til.

- Jeg synes egentlig, vi havde en hård preseason i OB, hvor Janus Blond godt vidste, hvornår tingene skulle være hårde, men der er ingen tvivl om, at preseason hernede var på et andet niveau.

- I løbet af hele preseason havde vi én fridag, og ellers trænede vi mere eller mindre to gange hver eneste dag og havde en masse træningskampe oveni. 

- Det var rigtig, rigtig hårdt, men det var fint, siger Barrett, der bemærkede en væsentlig forskel:

- Vi har ikke nær så mange løb uden bold i Bielefeld, som vi havde i OB. Selvfølgelig er der nogle tests, vi skulle igennem, men alt andet har stort set været med en fodbold om fødderne.

Ikke vitterligt stolt af pokaldebut

Jacob Barrett Laursen debuterede i den tyske DFB Pokal, da Bielefeld skuffede og tabte 0-1 til Essen, og det er ikke en debut, han kigger tilbage på med glæde.

- Den er jeg ikke vitterligt stolt af. Det var i den periode, hvor der var mange andre ting, der fyldte, og så var jeg nok også en smule træt efter de mange nye indtryk.

- Derfra er det dog kun gået én vej, og det er fremad. Jeg fik mine første 90 minutter senest mod Wolfsburg, og der skulle jeg ligesom resten af holdet lige i gang i første halvleg, men efter pausen gik det væsentlig bedre, og jeg fandt en bedre rytme.

- Jeg skal bare blive ved med at klø på og suge til mig, og så skal tingene nok gå. Vi forsvarer lidt på en anden måde, end jeg har været vant til, og i Tyskland er det generelt meget mand-mand, så man har ikke helt samme opbakning, som man måske havde i Superligaen. 

- Man er lidt mere overladt til sig selv, og det har krævet noget tilvænning for mig. Jeg skal hele tiden lægge på det defensive, og det er også noget af det, vi har kigget på, siger Jacob Barrett til bold.dk.

Jacob Barrett Laursen har lørdag eftermiddag chancen for at stå over for en landsmand, når Bielefeld byder Thomas Delaneys Dortmund op til dans.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 1. december
Mandag 30. november