Luk

'Bavian fra 4. division' kostede Kiilerich dyrt

| 2. Division | 2 kommentarer

Infoboks

En reserveholdskamp kostede i sidste sæson Arendals danske stopper Sune Killerich en længere pause, men han er nu tilbage i fulde omdrejninger.

Blot 11 af 26 ligakampe fik den tidligere Silkeborg- og Fredericia-stopper Sune Killerich for norske Arendal i sidste sæson. 

Det skyldes blandt andet mødet med en lidt for ivrig modstander i en kamp for reserverne. 

- Jeg havde karantæne på førsteholdet og var derfor med på andetholdet, der spiller i 4. division, hvilket vel svarer til Jyllandsserien eller noget lignede i Danmark, siger Kiilerich til bold.dk og fortsætter:

- Det er ofte, at vi møder lidt nogle bavianer i de kampe, og i den her kamp blev jeg flæsket fuldstændig bagfra og beskadigede nogle sener i ryggen, som det tog mig et par måneder at komme mig helt over.

- Det er helt fint at spille med reserverne i de fleste kampe, men nogle gange møder vi bare nogle hold fra landet, der ikke har verdens bedste fodboldspillere, men til gengæld altid går hårdt til den. 

- Derudover har vi i Arendal også lidt et ry for at have lidt mange penge og sådan, så modstanderne tænker som regel, at nu skal vi have en tur, når vi møder dem. Det kan godt være lidt farligt, men sådan er det, og det er fint nok. 

Seks danskere jagter oprykning

29-årige Kiilerich er kommet sig over rygproblemerne og kalder selv sin opstart for fantastisk, men indtil videre må han og holdkammeraterne vente lidt på at indlede deres jagt på oprykning til 1. division. 

- Ambitionerne er intakte, vi skal stadig spille med om oprykning. Men der er vist blevet skåret i budgettet, for i sidste sæson blev der hentet mange spillere ind, og vi endte med at være utroligt mange spillere i truppen til sidst. 

- I de seneste tre vinduer er der vel blevet hentet 8-10 nye spillere hver gang, men denne gang er kun kommet to nye, så vi er lidt færre nu. Og det tror jeg er et rigtig smart træk af klubben, så det ikke er lige så hektisk med mange nye, der skal spilles ind på holdet, siger Kiilerich, der er én af seks danskere i Arendal:

- Der er selvfølgelig lidt opdelt som i alle andre klubber, men det er slet, slet ikke sådan, at vi danskere kun holder os for os selv. Vi er godt blandet med de andre, og kulturelt minder vi også utroligt meget om nordmændene, så der er et godt mix. 

- Men jeg tror da, de de senest ankommende danskere har været glade for, at der har været nogle til at hjælpe dem lidt på plads. 

Udover Killerich har Arendal også Andreas Bruhn, Tobias Arndal, Jakob Rasmussen, Magnus Nørby Madsen og Mads Nørby Madsen i sin trup.


Af Mikael Blond
Torsdag 9. december
Onsdag 8. december