Luk

Bayern-canadier: Min historie kan inspirere

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Alphonso Davies ved, at han har en historie, der kan inspirere børn verden over til at forfølge deres drømme.

Alphonso Davies har begået kometkarriere hos Bayern München, siden han i januar sidste år kom til klubben fra canadiske Vancouver Whitecaps. Trods sine blot 19 år på bagen spiller han fast i den sydtyske storklub

Det havde de færreste måske troet, da han blev født i en flygtningelejr i Ghana i november 2000, efter at hans forældre havde forladt krigen i Liberia. Men det lykkedes ham og familien at komme til Canada, og siden har Davies kæmpet for sin drøm.

- Jeg vil være en inspiration for massevis af børn. Vi kom til Canada som flygtninge fra Afrika og arbejdede hårdt for det, vi har. Jeg mener, at mit liv kan vise folk, at meget er muligt, hvis man er tro mod sig selv og ikke lader sig lede af sporet.

- Når børn verden over ser mig spille og hører historien om det, så er det dejligt at forestille sig, at de får motivation af det og udvikler modet til at arbejde for deres egne drømme, siger Alphonso Davies til klubbens hjemmeside.

Han modtager ros fra nogle af de tunge drenge på den tyske fodboldscene, og når han ikke boltrer sig på fodboldbanen, så er han en populær skikkelse på sociale medier, hvor han underholder til den helt store guldmedalje – blandt andet på mediet TikTok.

Han slår dog fast, at han godt ved, hvornår han skal lægge den kække side fra sig.

- Når jeg træder ind på træningsanlægget eller Allianz Arena, så tænder jeg. Jeg er bevidst om, at mange mennesker ser op til os spillere – også mig. Jeg ved, hvornår jeg seriøst skal jagte mine målsætninger, og hvornår jeg skal slappe af.

- Det har altid været min drøm at spille fodbold for en klub som Bayern og mod de bedste i verden, så jeg lader ikke en eneste dag gå til spilde – aldrig, siger Alphonso Davies.

Alphonso Davies har i denne sæson spillet 23 Bundesliga-kampe for Bayern. Han har sat sig tungt på venstre wingback, hvor David Alaba i mange år herskede. Østrigeren er nu rykket ind i midterforsvaret, hvorfra han dirigerer sin unge efterfølger.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Søndag 5. juli