Luk

Bayern udslettede Mainz trods chokstart

| Bundesliga | 4 kommentarer

Mainz kom foran i Bundesliga-udekampen mod Bayern München lørdag eftermiddag, men det endte 6-1 til hjemmeholdet.

Mainz 05 har fået en rædderlig sæsonstart i Bundesligaen med to nederlag og en målscore på 1-6 som bundhold i rækken.

På den baggrund var Allianz Arena i München ikke nogen ønskedestination for Mainz i tredje spillerunde, men det var opgaven lørdag.

Bundholdet kom dog fantastisk fra start, da Jean-Paul Boetius efter seks minutter udækket kunne stige til vejrs midt i Bayern München-feltet og heade et indlæg fra Ronael Pierre-Gabriel i nettet til 1-0.

Bayern sad tungt på spillet og skabte masser af muligheder, og efter 36 minutter knækkede Mainz-defensiven.

Ivan Perisic lagde et indlæg i boksen, hvor Benjamin Pavard på forunderlig vis med en flugter fik bugseret bolden i mål forbi en ikke helt skyldfri Florian Müller i Mainz-målet.

Kort tid før pausen blev det også 2-1 til Bayern, da David Alaba satte et drøn af et frispark utageligt op i det ene målhjørne fra 25 meter, og kort efter pausen kunne Ivan Perisic stige op på bagerste stolpe og heade et indlæg i mål til 3-1.

Mainz viste elendig forsvarsparathed, da Kingsley Coman midt i anden halvleg fik lov at sparke direkte på en hjørnesparksbold til 4-1, og det samme gjorde sig gældende, da Robert Lewandowski ti minutter før tid tog en svær aflevering til sig og klaskede den i mål til 5-1, uden at en Mainz-forsvarer kom tæt på ham.

Alphonso Davies lukkede og slukkede med målet til 6-1 efter oplæg fra Thomas Müller.

Med sejren hopper Bayern op blandt topholdene i Bundesligaen med syv point for tre kampe, men Mainz stadig står på nul point men nu med en målscore på 2-12. 


Af Thor Carlskov
Fredag 18. oktober