Luk

BB-træner om bomber: En ordentlig mundfuld

| 2. Division | 3 kommentarer
BB-træner om bomber: En ordentlig mundfuld
Foto: Martin Ladegaard

Infoboks

Hillerød - Brønshøj
2. Division Gruppe 1 (19/10)
Oddset 2,70 3,50 2,25

Brønshøj-træneren Michael Madsen er fuld af lovord om klubbens lejede angriber Aleksandar Lazarevic, efter angriberen scorede to mål i weekendens sejr over Helsingør.

Brønshøj skulle lørdag eftermiddag blive det første hold i sæsonen, der slog nedrykkede FC Helsingør i 2. division gruppe 1, da Hvepsene på hjemmebane vandt 2-1 på to mål af 27-årige Aleksandar Lazarevic.

Angriberen blev lejet i 1. divisionsklubben Hvidovre i slutningen af transfervinduet, og cheftræner i Brønshøj, Michael Madsen, er fuld af lovord om sin midlertidige angriber.

- Det var voldsomt, det han lavede, og hans første mål kom ikke bag på mig, for han havde lavet det 38 gange til træning i ugens løb, indleder Brønshøj-træneren til bold.dk og uddyber.

- Han er en ordentlig mundfuld, han arbejder som en sindssyg, opildner sine holdkammerater og har en voldsom vinderindstilling.

Selvom Lazarevic er hentet ind på en lejeaftale, som løber til vinter, så er Madsen ikke bange for at tillægge angriberen afgørende betydning.

- Han kommer til at få en kæmpe, kæmpe rolle, og det viste han også i lørdags. 

- Han får en stor betydning, for han giver en ekstra dimension til vores spil. Vi kan spille langt, diagonalt og i kanalerne, og så er han pissegod på standardsituationer i begge ender.

- Drengene gjorde mig stolt

Lazarevic scorede til 1-0 og 2-1 i kampen mod Helsingør i en kamp, hvor Michael Madsen blandt andet gav chancen til unge Oliver Korch i stedet for rutinerede Kasper Vilfort, mens anfører Jamil Fearrington fik en mere central rolle.

Brønshøj-træneren var meget tilfreds med, hvad han så i sejren.

- Jeg var super glad, for vi havde mange rokeringer, og de løste alle opgaven. Inden kampen havde jeg sagt, at alle skulle levere samtidigt og gøre det aftalte, hvis vi skulle have succes. Alle lykkedes i et samsurium, og det gjorde mig stolt, siger han og uddyber.

- Vi får en fantastisk start ved Lazarevic og har også en kæmpechance for at gøre det til 2-0, men derefter er Helsingør bedst, mens vi forsvarer os godt.

- Vi kom egentlig også okay ud til anden halvleg, men så scorede Jeppe Kjær et voldsomt mål, som man simpelthen bare må lette på kasketten over. Det var et helt vildt mål på det her niveau, og det er imponerende, hvad han kan, den lille gut.

Efter Helsingørs scoring pressede favoritterne hårdt på, men i stedet endte Brønshøj med at snuppe sejren efter en dødbold, og Madsen mener ikke, at resultatet var synderligt misvisende.

- Man kan godt argumentere for, at vi vinder, selvom de fleste nok også havde haft kampen som uafgjort. Men jeg synes ikke, det var tyveri ved højlys dag.

Brønshøj er i øjeblikket nummer fire i 2. division gruppe 1, og den næste opgave er på søndag ude mod Slagelse.


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 15. oktober