Luk

Belgien øgede forspringet mod Tjekkiet

| VM | 1 kommentar

Infoboks

Belgien - Tjekkiet 3-0
VM Kvalifikation UEFA Gruppe E
8' 1-0 Romelu Lukaku
41' 2-0 Eden Hazard
65' 3-0 Alexis Saelemaekers

Belgien tog en sikker 3-0-sejr hjemme over Tjekkiet i VM-kvalifikationens Gruppe E, hvor Romelu Lukaku, Eden Hazard og Alexis Saelemaekers stod for scoringerne.

Belgien havde søndag aften besøg af Tjekkiet i VM-kvalifikationens Gruppe E.

Inden kampen lå belgierne på førstepladsen med 10 point efter de første fire kampe, mens Tjekkiet var lige efter på andenpladsen med syv point.

Romelu Lukaku startede på toppen for Belgien i sin landskamp nummer 100, og Chelsea-angriberen skulle hurtigt få sat sit aftryk på kampen.

For allerede efter otte minutter blev han sendt afsted i dybden efter en god stikning fra Hans Vanaken, og Lukaku fejlede ikke foran Tomas Vaclik i det tjekkiske mål, og så stod det 1-0 til Belgien.

Efter knap et kvarters spilletid blev det endnu værre for Tomas Vaclik, der måtte udgå med en skade og lade Jindrich Stanek overtage pladsen i målet i stedet.

Stanek kunne dog ikke forhindre Belgien i at have et overtag gennem hele første halvleg, hvor det kun lignede et spørgsmål om tid, inden 2-0-målet ville blive en realitet.

Det blev det faktisk kort før pausen, hvor Hans Vanaken igen var i oplæggerens rolle, da han frækt spillede Eden Hazard ind i feltet med en hælaflevering.

Hazard takkede for afleveringen og sparkede bolden forbi Jindrich Stanek til en pauseføring på 2-0.

Efter pausen forsøgte Tjekkiet at komme tilbage i kampen, og det gav en tidlig mulighed til Tomas Soucek, men Thibaut Courtois var på plads med en redning.

Midtvejs gennem anden halvleg fik også Adam Hlozek en fin chance, men igen var Courtois på plads.

Og i stedet for en tjekkisk reducering, så blev det 3-0 til Belgien efter 65 minutter.

Eden Hazard modtog bolden midt på Tjekkiets banehalvdel, men lagde den videre første gang med en hælaflevering. Lukaku modtog bolden, men sendte den straks videre med en ny hælaflevering til indskiftede Alexis Saelemaekers, der bankede den ind ved nærmeste stolpe.

Scoringen til 3-0 slog luften ud af Tjekkiet, og i den sidste halvdel af anden halvleg var Belgien i kontrol.

Yderligere scoringer blev det dog ikke til i kampen, hvorfor Belgien øger forspringet i toppen.

Belgierne har nu 13 point efter fem kampe, mens Tjekkiet har syv point på andenpladsen i Gruppe E.


Af Krister Olsen
Søndag 24. oktober