LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

Benfica sikrede sig 37. mesterskab i Portugal

| Primeira Liga | 0 kommentarer
Benfica sikrede sig 37. mesterskab i Portugal
Foto: Getty Images

Benfica slog lørdag aften Santa Clara med 4-1 og sikrede sig dermed klubbens 37. portugisiske mesterskab foran sidste års mestre fra FC Porto.

Opgaven var klar for Benfica forud for mandskabets møde med Santa Clara i sidste spillerunde af den portugisiske Primeira Liga.

Holdet skulle på hjemmebane undgå nederlag til tabellens tiendeplads fra Santa Clara, hvis man ville fravriste mesterskabet fra FC Porto, der vandt den portugisiske liga i forrige sæson.

FC Porto skulle til gengæld udnytte pointtab hos Benfica og samtidig slå rivalerne fra Sporting Lissabon, hvis de regerende mestre ville gøre sig forhåbninger om at gentage sidste års triumf.

Hurtigt stod det dog klart, at det ville blive svært at overhale Benfica, der forud for sidste runde lå øverst i tabellen med to point ned til FC Porto.

Allerede efter 16 minutters spil bragte Haris Seferovic nemlig mesterskabsfavoritterne i front med 1-0, og blot otte minutter senere sikrede stortalentet Joao Felix på koldblodig vis Benfica et solidt udgangspunkt, da han øgede til 2-0.

Rafa Silva gjorde det til 3-0 godt fem minutter før pausefløjtet, og 11 minutter inde i anden halvleg var Haris Seferovic igen på pletten, da han sikrede Benfica en komfortabel 4-0-føring.

Derfor var mesterskabet så godt som sikkert på Estádio da Luz, og derfor betød det mindre, at Cesar reducerede til slutresultatet 4-1 med en halv time igen.

På hjemmebane havde FC Porto desuden svært ved at nedlægge Sporting Lissabon, selvom hjemmeholdet var i overtal i knap 75 minutter af opgøret efter en udvisning til Sportings Cristian Borja efter blot 17 minutters spil.

I de døende minutter lykkedes det Hector Herrera at sende FC Porto på sejrskurs, men 2-1-sejren ændrede ikke på det faktum, at Benfica kunne lade sig hylde som portugisiske mestre efter deres 4-1-sejr over Santa Clara.

Med sejren udbyggede Benfica sin portugisiske mesterskabsrekord, idet de nu har løftet trofæet i den bedste række hele 37 gange. FC Porto har vundet næstflest gange med 28 mesterskaber.

Benfica sluttede med 87 point for 34 kampe med en målscore på 103 scorede mål og 31 mål imod. Holdet vandt 28 kampe, spillede tre uafgjort og tabte tre.

Mesterholdets Haris Seferovic slutter som topscorer i ligaen med 23 mål for sæsonen.

Se Superliga, Europa League og landsholdet Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Daniel Laursen

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Mandag 17. juni
Søndag 16. juni