Luk

Benfica stjal sejren efter kolossalt Lyon-kiks

| Champions League | 4 kommentarer

Benfica scorede sent til 2-1 og besejrede onsdag aften Lyon, som for anden kamp i træk havde Joachim Andersen på bænken i hele opgøret.

Danske Joachim Andersen måtte tage plads på bænken, da Lyon på udebane mødte Benfica i Champions Leagues gruppe G.

Lyon har for nyligt fået ny mand på trænerposten, Rudi Garcia, og han valgte for anden kamp i træk at sende Joachim Andersen på bænken.

I stedet havde Garcia fundet plads til Marcelo og Jason Denayer i midterforsvaret, og mon ikke Lyon-træneren hurtigt ærgrede sig over den disponering.

Efter bare fire minutters spil så de to midterforsvarere særdeles uheldige ud. De formåede ikke at cleare bolden efter en farlig situation, og i stedet fik Benficas Rafa Silva fat i bolden.

Han var mere konsekvent og angriberen bragte køligt Benfica foran med 1-0.

Lyon fik vendt skuden og sad mere på bolden efter målet. Franskmændende havde dog svært ved at nærme sig Benficas mål, og derfor var stillingen fortsat 1-0 til Benfica, da dommeren fløjtede til pause.

Lyon fortsatte sin dominans i anden halvleg, og de kom tættere og tættere på mål, imens Benfica tillod franskmændene mere plads.

Det udnyttede Memphis Depay tyve minutter før tid. Leo Dubois serverede et indlæg til Depay helt bagerst i feltet, og den hollandske landsholdsspiller fik akkurat indersiden på bolden.

Skuddet strøg i mål bag Befica-målmand Vlachodimos, og så var de to hold helt lige.

Fire minutter før tid gik det dog helt galt for Lyon. Målmand Anthony Lopes samlede bolden op og forsøgte at sætte den i spil, men hans udkast endte for fødderne af Benfica-angriber Pizzi.

Han hamrede til bolden som strøg ind i det tomme net. 2-1 til Benfica. 

Et chokeret Lyon-mandskab formåede ikke at gøre fejlen god igen, og de må derfor rejse hjem til Frankrig uden point efter to forsvarskiks. 


Af Benjamin Alexander Helbo
Lørdag 16. november
Fredag 15. november