Luk

Besiktas' ni mand sænket i hæsblæsende kamp

| Super Lig | 0 kommentarer

Tre gange måtte dommeren have det røde kort frem, da Besiktas tabte 2-3 mod Gaziantep i den bedste tyrkiske række. Atiba Hutchinson scorede i kampen.

Der var drama for alle pengene, da Besiktas lørdag aften tog på besøg hos Gaziantep i den bedste tyrkiske række.

Begge hold havde før kampen fire point i tre kampe i denne sæson, og tre point ville derfor lune godt i jagten på en god sæsonstart.

For Besiktas kom den opgave dog rigtig skidt fra start. Uret havde kun lige rundet fem minutter, før Domagoj Vida måtte forlade banen igen.

Forsvarsspilleren kiksede et indgreb, og Olarenwaju Kayode fik en friløber. Vida rev ham omkuld i feltet og fik rødt kort, mens hjemmeholdet fik straffespark. Det udnyttede Patrick Twumasi sikkert.

Et kvarter efter pausen blev det også 2-0, da et indlæg endte hos Guray Vural på kanten af feltet. Han flugtede bolden fladt i kassen ved den ene stolpe.

Efter 75 minutter måtte yderligere to spille forlade banen før tid. Hjemmeholdets Olarenwaju Kayode sendte en albue i hovedet på debutanten Mohamed Elneny, der kvitterede med et spark. Begge spillere fik direkte rødt.

Med ti minutter igen lignede det, at Besiktas-afklapsningen skulle være total, da Raman Chibsah gjorde det til 3-0 efter et fladt indlæg. Men gæsterne skulle alligevel skabe lidt spænding til sidst.

Tre minutter senere kombinerede de ni Besiktas-spillere sig godt igennem, inden bolden endte hos Umut Nayir, som reducerede. Og to minutter senere fik den tidligere FC København-spiller Atiba Hutchinson pandet 3-2-reduceringen i kassen efter et hjørnespark.

Mere spændende blev det dog ikke, og Besiktas måtte derfor acceptere endnu et nederlag.


Af Jonas Sand

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Mandag 14. oktober
Søndag 13. oktober