3F Superliga -BIF-assistent: Helt åndssvagt at afskrive FCK
2017-11-09 17:21:01
Foto: Getty Images

BIF-assistent: Helt åndssvagt at afskrive FCK

Martin Retov er ikke klar til at afskrive FC København i årets titelkamp, selvom de forsvarende mestre nu er hele 11 point efter i tabellen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brøndby tog søndag eftermiddag en historisk sejr i Parken, da FC København blev besejret i egen hule for første gang i godt tre år.

Det efterlader 'Løverne' hele 11 point efter Brøndby på Superligaens aktuelle førsteplads, men det store forspring får ikke assistenttræner Martin Retov til at afskrive FCK i årets mesterskabskamp.

- Det ville være helt åndssvagt af os, at gå ud og afskrive FCK allerede. Også med den nuværende struktur taget i betragtning. 

- Vi står til at møde dem fire gange i løbet af sæsonen, ligesom de også har flere kampe mod FCM og FCN, så der er stadig mange, mange point at spille om, siger Martin Retov til bold.dk.

Assistenttræneren ser ikke den store forskel i at være det jagtende hold eller det hold, som de andre klubber jagter, og at man i Brøndby er opvokset med, at alle modstandere finder ekstra glæde ved at besejre de blå/gule.

- Det kræver ikke mere end at FCK sætter en god serie af kampe sammen, og så er de helt oppe i nakken på os igen. Og havde vi været i den omvendte situation, hvor vi var 11 point efter dem, så havde vi heller ikke opgivet på nuværende tidspunkt.

- Det sagt, så er vi glade for vores position, og det ændrer ikke noget på vores tilgang. Vi skal stadig gå ud for at vinde vores kampe. Og så er vi Brøndby, og vi tager det der følger med.

- Alle hold vi møder har altid gjort alt for at slå os, og det er uanset om vi har hørt til i bunden eller i toppen, så vores nuværende position ændrer ikke noget på vores tilgang til kampene.

- Den eneste taktiske justering kan måske være, at vi i vores nuværende position ikke behøver at jagte pointene mod de andre tophold. Der kan vi måske mere tage til takke med et uafgjort resultat, hvis den står 1-1 efter 75 minutter, så afstanden mellem os og de andre er uændret, afslutter Martin Retov.

Søndagens sejr var de blå/gules første over FC København i Parken siden 2004, og Brøndby topper dermed Superligaen med 33 point - ét mere end FC Midtjylland, tre flere end FC Nordsjælland og altså hele 11 point flere end FC København på femtepladsen.

kenneth@bold.dk

Annonce
Annonce

21 kommentarer

Se kommentarer
Annonce