Brøndby købte i januar Michael Lumb fri af AC Horsens, men den 33-årige venstreback har endnu ikke fået debut i den blågule trøje.
Med den fremskredne alder måtte man ellers formode, at Michael Lumb er hentet som en forstærkning på kort sigt, men Brøndby-træner Niels Frederiksen er på ingen måde bekymret, over at Lumb endnu ikke har bidraget i kamp.
- Der er absolut ingen grund til at være bekymret. Jeg tror aldrig, jeg har sagt, at han blev hentet ind for at være en forstærkning. Han blev hentet ind for at øge konkurrencen på vores venstreback-position, fordi vi så mod slutningen af sidste sæson, at vi var tyndt besat.
- Vi har jo Blas Riveros langtidsskadet, og så fik Peter Bjur også en skade, så vi pludselig skulle til at spille med Morten Frendrup ude som venstreback, og det synes vi ikke, der var det rigtige for hverken holdet eller Morten.
- Det var sådan set derfor, at vi valgte at tage en ekstra venstreback ind, fordi vi ved, at Blas er ude helt frem til efteråret. Vi hentede Michael ind for at øge konkurrencen og for at sikre, at vi har to kvalificerede spillere til den position, siger Niels Frederiksen til bold.dk.
Så du er ikke overrasket over, at han slet ikke har været i spil endnu?
- Nej, det er jeg sådan set ikke. Jeg synes, Michael er en dygtig spiller, men vi synes også, at Peter gør det rigtig godt. Det er lidt forskellige typer, kan man sige.
- Jeg er ikke overrasket, men jeg synes, Michael byder sig til og har vist et fint niveau. Men der er en stærk konkurrencesituation, og det er sådan, det er, siger cheftræneren og tilføjer:
- Vi synes, at Lumb lige i starten havde et lille efterslæb, i forhold til at han i opstarten skulle træne lidt anderledes og lidt mere, end han lige havde været vant til.
- Jeg synes egentlig, han er kommet fint over det, men så har Peter jo haft nogle rigtig fine præstationer, og så skifter man jo ikke bare lige. Men jeg er da helt sikker på, at Michael får muligheden på et tidspunkt. Det føler jeg mig meget overbevist om. Vi må se, hvornår det bliver, og så er det selvfølgelig op til Michael at gribe muligheden, når han får den, lyder det fra Niels Frederiksen.
Michael Lumb har skrevet kontrakt med Brøndby for resten af 2021.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga


































