2021-02-10 17:40:01

BIF-fans støtter Lyngby: En smuk tanke

Brøndbys fans køber støttebilletter til kampen på udebane mod Lyngby søndag, og de støtter derved en konkurrent. Lyngby-direktør Andreas Byder kalder det en smuk tanke. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det er ikke muligt at have tilskuere på stadion for tiden, hvilket fjerner et stort indtjeningsgrundlag for klubberne. 

Flere klubber har derfor fundet alternative løsninger på, hvordan fansene kan støtte deres hjerteklub. 

Det samme gør Lyngby i weekenden, når Brøndby kommer på besøg. Her sælges der nemlig støttebilletter til 50 kroner stykket, selvom man altså ikke kommer til at se en fodboldkamp på stadion. 

Det har Brøndby-fans opdaget, og de har derfor sat sig for at købe billetter til kampen. Et initiativ, der fik Lyngby til at oprette et 'udebaneafsnit' til kampen, hvor gæsternes fans altså kunne vise deres støtte - ligeledes med 50 kroner. 

Det varmer hos Lyngbys administrerende direktør Andreas Byder. 

- Man har set det lidt i Tyskland, tror jeg nok. Jeg synes jo, at det er en rigtig god tanke, når de store hjælper de små. Vi hjalp Lundtofte Boldklub tidligere på året, da de ikke kunne afholde deres julebanko. Der sagde vi, at det måtte vi hjælpe med.

- Det er lidt det, Brøndby gør her. Vi omsætter vel for det samme, som de gør i deres fanshop, så jeg synes, det er en smuk tanke, at de store også hjælper de små. Er det ikke lidt, som du selv siger, det der er i samfundet lige nu. Vi giver alle sammen en hånd – også der hvor det er uventet, siger Andreas Byder til bold.dk.

Du frygter ikke, at Brøndby-fansene ender med at købe flere billetter end Lyngbys?

- Jeg tror ikke, jeg frygter det, men jeg tror, vores fans frygter det, lyder det med et grin. 

- Nej, det er jo bare sjov. Alt det sjov vi kan få ud af tingene lige nu, når det hele er lidt tungt, det bifalder jeg. 

Det er heller ikke nødvendigvis den økonomiske gevinst, der vejer tungest i valget af at sælge støttebilletter. Det handler i lige så høj grad om at skabe opbakning til spillerne og fællesskab i en svær tid. 

- Det er en blanding af begge dele. I vores lille økonomi kan både 50.000 og 100.000 kroner betyde noget. Det ved jeg godt, at det ikke gør hos nogle af de store, men det er lige så meget for at mærke opbakningen. 

- Det gør spillerne jo også, for de har været forbi kontoret og spurgt om, hvor mange vi har solgt nu. Hebos mor og far har jo også været inde at købe nu, så det er lige så meget for at give spillerne et rygstød. 

Gammelby byder ind med præmier

Et lignende arrangement er også på plads, når FC København senere på måneden gæster Lyngby Stadion. 

Planen er dog ikke, at tiltaget skal fortsætte efter det. 

- Det er de to store, og det er også derfor, jeg synes, at det er ekstra prisværdigt af Brøndby. Det er jo de to store kampe, som vi tjener penge på samt lidt på AGF. Så det er klart, at jeg kigger hen i, at det var to kampe, vi virkelige kunne mærke ville mangle. 

- Så kan det godt være, at vi ville have omsat for en million med tilskuere, men så kun omsætter for 100.000 nu, men i de her tider har alt betydning, siger Andreas Byder til bold.dk. 

De Lyngby-fans der køber en støttebillet deltager i konkurrencen om et matchworn Lyngby-trøje fra kampen. 

Det er næppe noget, der har den store interesse hos gæsterne fans, hvorfor Jens Martin Gammelby har smidt en Brøndby-trøje med hans navn i puljen til de støttende Brøndby-fans.

Derfor arbejder man også en præmie til FCK-fansene, hvis de tilbyder samme støtte. Her foreslår Andreas Byder selv en Andreas Bjelland eller Thomas Kristiansen-trøje. 

Der er i skrivende stund solgt 661 Lyngby-billetter, mens der er solgt 367 Brøndby-billetter.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

32 kommentarer

Se kommentarer
Annonce