Luk

BIF-keeper: Sindssygt mange personlige fejl

| Sydbank Pokalen | 0 kommentarer

Infoboks

Brøndby IF - FC Midtjylland 0-2
Sydbank Pokalen
22' 0-1 Charles
61' 0-2 Junior Brumado

Brøndby-målmand Mads Hermansen ærgrer sig over holdets mange personlige fejl og dårlige løsninger med bolden i nederlaget mod FC Midtjylland.

Brøndby tabte søndagens første kvartfinale i Sydbank Pokalen med 0-2 til FC Midtjylland, og i første halvleg var midtjyderne meget dominerende.

Brøndby-målmand Mads Hermansen peger på mange personlige fejl og dårlige beslutninger som hovedårsagen til, at de blå-gule havde det svært i første halvleg.

- Vi kom skidt ud til kampen, og der var sindssygt mange personlige fejl i første halvleg. Vi fik ikke rigtig sat spillet, og vi var for uskarpe på den sidste tredjedel, siger Mads Hermansen.

- Vi havde et par muligheder i første halvleg, men indkasserede også mange, så det var lidt en blandet følelse at gå til pause med. 1-0 var okay ved pausen, men kampen døde i anden halvleg.

Hvorfor kom Midtjylland frem til så mange chancer mod jer?

- Vi havde svært ved rigtig at få sat spillet og fik ikke helt kontrol på kampen, så det blev også nogle dårlige løsninger, vi valgte med bolden. Det skabte lidt panik.

Kan sagtens slå FCM igen
Mads Hermansen noterede sig flere store redninger, især i første halvleg, og trods nederlaget kan keeperen godt bruge sin personligt gode præstation til noget fremadrettet.

- Resultatet overskygger altid ens egen præstation, men jeg kan da bruge den til meget. Det var selvfølgelig dejligt at kunne bidrage, men et 0-2-nederlag giver en flad fornemmelse.

Brøndby-målmanden tror stadig på, at holdet kan slå FC Midtjylland ud i returkampen.

- Der er stadig en hel kamp igen, og vi har jo slået Midtjylland to gange i denne sæson. Så vi kan sagtens gøre det igen, siger Hermansen og uddyber, hvad der skal lykkes i returkampen:

- Vi skal have mere styr på bolden, kontrol på kampen, og så skal vi ikke give så mange chancer væk. Vi må ikke blive overrasket over, hvordan Midtjylland kommer ud til kampen.

Returkampen i Herning spilles på søndag klokken 18.00.


Af Sara Margren
Torsdag 27. januar
Onsdag 26. januar