2021-03-22 19:11:48

BIF-profil om sommersalg: Ved det ikke selv

Jesper Lindstrøm har strålet for Brøndby og skal nu til U21 EM, så et sommersalg kan ligge i kortene, men hovedpersonen ved ikke, om han skal skydes af til den tid eller ej.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Med ni mål og ni assists kan man roligt sige, at 21-årige Jesper Lindstrøm har en stor aktie i Brøndbys øjeblikkelige succes i 3F Superligaen.

Før årsskiftet blev offensivspilleren kåret til efterårets profil i Superligaen, og i denne uge rejser han til Ungarn sammen med resten af det danske U21-landshold, der åbner EM-gruppespillet mod Frankrig på torsdag.

Ser man på Lindstrøms udvikling og præstationer, virker et salg på mange måder oplagt i sommerens transfervindue, men det tænker han ikke så meget over.

- For mig er det vigtigt at vise mig frem, og så længe jeg kan gøre det enten i Brøndby eller her på U21-landsholdet, så gør jeg det gerne. Om jeg skal af sted til sommer, kan jeg ikke sige noget om endnu. Det ved jeg ikke engang selv.

- Jeg tager én kamp ad gangen, og så må vi se, hvad der sker i det kommende transfervindue. Lige nu fokuserer jeg på at spille for Brøndby og det danske landshold, og så må jeg vise mig så godt frem som muligt, siger Lindstrøm.

Jesper Lindstrøm har kontrakt til sommeren 2023 i Brøndby.

Artiklen fortsætter efter billedet

EM U21 -BIF-profil om sommersalg: Ved det ikke selv
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Ingen forventning om A-landsholdet

Jesper Lindstrøm kom for nylig på tale til A-landsholdet, efter Christian Eriksen og Philip Billing måtte melde afbud, men Brøndby-spilleren forventede på ingen måde at blive udtaget dertil.

- Overhovedet ikke. Jeg ved ikke, hvad de har tænkt, og hvad der har været af snakke omkring det, men for mig er det bare vigtigt at spille. Jeg har fået mulighed for at komme med U21 til EM, som er en kæmpe turnering, og hvis jeg får lov til at spille her, er jeg sindssygt glad for det.

- Jeg tror måske ikke, at jeg havde fået samme spilletid, hvis jeg havde været sammen med A-landsholdet. Jeg tager alle muligheder, der er. Det skal ikke forstås på den måde, at jeg ikke vil med A-landsholdet, for det vil man jo altid.

- Det er en kæmpe drøm, men jeg tager det med oprejst pande, angriber det her U21 EM og viser mig frem, og på et eller andet tidspunkt kan jeg da håbe, at jeg kommer med de store drenge, siger Jesper Lindstrøm.

Lindstrøm har spillet fire U21-landskampe med to mål til følge, mens det i efteråret blev til A-landsholdsdebut i den afbudsramte venskabskamp mod Sverige.

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce