Luk

BIF-talent: Alt er hårdere i Superliga-truppen

| 3F Superliga | 4 kommentarer

Peter Bjur kan tydeligt mærke, at han nu er en del af Superliga-truppen i Brøndby i stedet for U19-truppen – alt er hårdere.

Peter Bjur er en af de helt unge knægte i Brøndbys Superliga-trup for tiden, og han kan tydelige mærke, at der er mere smæk på, når man bliver senior.

I hvert fald hvis han skal sammenligne med, hvordan det var at være igennem en opstart på klubbens U19-hold.

- Det er klart hårdere end på U19. Træningen starter tidligere, der er flere træningspas om dagen, og intensiteten er højere. Det, vi laver, er simpelthen bare hårdere, og det er klart, når man holder den intensitet over så mange dage.

- Men jeg er sikker på, at de også har det hårdt på U19, siger Peter Bjur til sin klubs hjemmeside.

Efter nogle dage med løbeture i skoven og hårde tests, så kan Bjur se frem til på lørdag, hvor Brøndby spiller testkamp mod Avarta.

- Det bliver fedt at spille kamp på græs igen. Nu var vi lige et smut forbi noget indendørs, og det er jo altid sjovt, men det er fedest at spille på græs. Så det bliver dejligt at komme ud og få spillet noget kamp, hvor det ikke kun er træning.

- Man vil altid gøre det bedst muligt. Vi skal lige i gang og finde tempoet igen, og som hold også spilles sammen, men selvfølgelig går man på banen og spiller det bedste, man overhovedet kan, siger Peter Bjur.

Peter Bjur har spillet to førsteholdskampe for Brøndby. Begge er kommet på CV'et i denne sæson.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Fredag 17. januar