




Mandag aften scorede Jesper Lindstrøm to gange, da Brøndby slog Lyngby med 4-1 på hjemmebane i 3F Superligaen.
Det sendte både klubben og den 20-årige offensivspiller på førstepladsen i henholdsvis Superligaen og på topscorerlisten.
Brøndby-kometen vil derfor ikke prøve at dæmpe troen på succes med falsk beskedenhed.
- Vi har spillet ti kampe nu, og jeg synes, det går rigtigt godt. Så selvfølgelig er vi kandidater, når vi ligger nummer et. Der er mange kampe endnu, så der er rigtigt meget, der kan ske.
- Så lad os tage en kamp ad gangen og lad os håbe på, at vi kan få hevet de point hjem, der gør, at vi i hvert fald kan spille om medaljer, siger Jesper Lindstrøm.
De flotte resultater er kommet med en ung trup, hvor flere af klubbens Masterclass-spillere er ved at spille sig ind på holdet som bærende kræfter.
Lindstrøm erkender da også, at det ikke var givet, at det ville fungere så godt, som tilfældet har været.
- Det er det vigtigste, at vi ligger nummer et. Vi spiller med et ungt hold, og man var måske lidt skeptisk i starten, men jeg synes, det fungerer.
- Jeg synes, man kan se på den måde, vi spiller fodbold, i hvert fald fald i anden halvleg, at vi har det godt sammen. Det er 100 procent, fordi vi også får lavet nogle ting uden for banen sammen og får styrket fællesskabet.
Superligatopscorer med kanon mål
Det er dog ikke kun kollektivet, der oplever stor succes for tiden. Målene er nemlig også haglet ind for Jesper Lindstrøm, der er delt topscorer i landets bedste række sammen med AGF's Patrick Mortensen.
Det har dog også krævet en vis portion held.
- Vejle-målet var lidt heldigt. Det første mål mod Lyngby var også lidt heldigt, men jeg spiller med selvtillid, og jeg tror på det. Hvis man ikke tager skuddene udefra, så scorer man ikke. Det er lidt heldigt, at den ryger i kassen, men jeg får skudt, og det er det vigtigste.
Den syvende sæsontræffer, der bragte den 20-årige Brøndby-spiller op på siden af AGF-spidsen var tilmed en fremragende scoring, der blev braget op i det korte hjørne.
- Lasse Vigen sagde også til mig, at han troede, jeg sparkede i sidenettet, fordi den sad helt oppe. Jeg var træt og skød. Jeg har altid lært, at enten er det højt og kort eller langt fladt.
Men selvom topscorertitlen luner rigtigt meget for den fremstormende Lindstrøm, så understreger han, at det vigtigste er, at holdet bliver ved med at vinde.
- Skønt. Det er dejligt, at jeg endelig får lavet nogle mål. Det vigtigste er dog, at vi får pointene hjem. Om det er mig, Uhre eller hvem fanden, der laver målene, det er lidt ligegyldigt. Jeg spiller for klubben – ikke for mig selv, lyder det fra Jesper Lindstrøm.
Næste opgave for Brøndby er på mandag, når de gæster AGF.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Brøndby IF
3F Superliga







































