Dortmund har på sit U17-hold et angrebstalent udover det sædvanlige, og trods sine blot 14 år smager Youssoufa Moukoko allerede nu på fodboldens lukrative side.
Ifølge Bild har Nike således lavet en sponsoraftale med Moukoko, der kan indbringe ham op til 75 millioner kroner.
Den tyske U16-landsholdsspiller får 7,5 millioner kroner for at underskrive aftalen, og herefter bliver der udbetalt beløb og bonusser af forskellig størrelse i forhold til teenagerens bedrifter. For eksempel hvis han får debut på Dortmunds førstehold og i Bundesligaen.
Moukoko har lavet utrolige 76 mål i 49 kampe for Dortmunds U17-hold gennem de to seneste sæsoner.
37 mål gjorde ham som 13-årig til suveræn topscorer i sidste sæson, og i denne sæson har han lavet 36 mål. Nærmeste forfølger har lavet 19 mål.


Dortmund
Bundesliga






























