Infoboks
Christopher Nkunku og Leipzig kommer til at forlænge samarbejdet, så den dygtige franskmand får yderligere et enkelt år på sin kontrakt, skriver Bild.
Franske Christopher Nkunku brændte banen af for Leipzig i sidste sæson. Offensivspilleren præsterede at lave hele 35 mål og 19 oplæg i 50 kampe for den tyske klub.
De flotte præstationer medførte, at Nkunku blev kåret til årets spiller i Bundesligaen, og ifølge flere medier skulle de største klubber i europæisk fodbold holde et vågent øje med den 24-årige franskmand.
I de tyske medier har meldingen gået på, at Leipzig ikke vil slippe Nkunku denne sommer, og nu lader det til, at det kan lykkes.
Bild kan nemlig oplyse, at Leipzig og Nkunku kommer til at forlænge samarbejdet. Franskmandens nuværende kontrakt udløber i sommeren 2024, men i den nye aftale vil kontrakten løbe frem til sommeren 2025.
Udover et enkelt år på kontrakten, kan Nkunku også se frem til et stort lønhop. Øjeblikkeligt tjener han angiveligt omkring 22 millioner kroner om året, det beløb vil i den nye aftale stige til 52 millioner kroner.
Den nye kontrakt vil også indeholde en exit-klausul, så Nkunku kan blive købt fri for 65 millioner euro, hvilket svarer til omkring 480 millioner kroner, i sommeren 2023.
Nkunku har været i Leipzig siden juli 2019, han skiftede til tysk fodbold fra PSG.
4 kommentarer
Prisen er nok bare endnu højere om et år fremfor i dag.