Premier League -Billing kæmpede med at bryde dansk lydmur
2018-03-23 09:00:01
Foto: Getty Images

Billing kæmpede med at bryde dansk lydmur

Philip Billing gik længe under radaren hos både DBU og mange danske medier - han mener, at Superliga-talenter betragtes som større talenter, end de der drager tidligt ud. En Manchester City-kamp skulle til for at kickstarte opmærksomheden omkring Billing.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Philip Billing stormer frem ad banen på Etihad Stadium i Manchester. Han har sprudlet i de første minutter af FA Cup-braget mod mægtige Manchester City. Nu har Huddersfield en gylden mulighed for at chokstarte.

Et kontraangreb buldrer frem mod City-målet, og Billing er gået med. Han løber centralt i banen og får pludselig bolden seks-syv meter uden for feltet.

Han ser Pablo Zabaleta komme stormende imod sig, så han er nødt til at tænke hurtigt. Han kigger op og ser, at Zabaleta har efterladt et hul bag sig i Manchester Citys højre forsvarsside.

Billing tager en hurtigt beslutning og sender bolden videre til Harry Bunn, som med et resolut spark sender Huddersfield i drømmeland. Klubben fører 1-0 over Manchester City og er på vej mod en sensation i FA Cuppens ottendedelsfinale.

Billing spiller et brag af en første halvleg, men Manchester Citys klasse fornægter sig ikke, og inden pausefløjt er Huddersfield nede med 3-1. I anden halvleg bliver Billing skiftet ud, og det hele ender 5-1.

Den 20-årige midtbanespiller, som ikke for alvor har gjort sig bemærket hos den brede danske befolkning, vælter sig i ros efter opgøret, og selveste Alan Shearer fortæller ham, at han spillede en fantastisk kamp - et stort øjeblik.

Billing følger en smule med i den danske nyhedsstrøm i de efterfølgende dage, og han får en del omtale. Men noget af det, der går igen, er, at han gang på gang må se sig selv omtalt som ‘den ukendte dansker’.

Spilletiden lod vente på sig
Da Philip Billing i foråret 2014 fik debut for Huddersfield så det ud til, at det var et spørgsmål om kort tid, før midtbanespilleren ville få sit endelige gennembrud i den engelske Championship-klub.

I over et år var det gået godt for Billing, som havde taget springet fra Esbjerg fB allerede som 16-årig - men nu ventede en svær periode i den unge mands endnu korte karriere. Billing fik nemlig ikke et eneste minut på førsteholdet i sæsonen 2014/2015.

- Det var en periode, hvor jeg igen skulle være stærk rent mentalt. Dengang troede jeg måske lidt, at jeg var førsteholdsspiller, fordi jeg havde fået 15 minutter i en førsteholdskamp, siger Philip Billing.

- Mentalt arbejdede jeg ikke helt hårdt nok. Jeg gjorde ikke ligefrem mig selv en stor tjeneste med det arbejde, jeg lavede i løbet af den periode. Jeg udviklede mig ikke så meget.

- Men når jeg kigger tilbage på det nu, er det noget, der har hjulpet mig og kan hjælpe mig fremover. Det er et bevis på, at man altså skal arbejde benhårdt hver dag.

Et brag af et comeback
I 2015/2016-sæsonen begyndte det så småt at ligne noget. Billing fik under den nye tyske manager, David Wagner, spilletid hist og her - og det blev sågar til et par startpladser allerede før jul.

I anden halvdel af sæsonen blev det til endnu mere spilletid, og i 31. runde rundede Billing en ny milepæl, da han scorede sit første mål for Huddersfield i en kamp mod Nottingham Forest - og det var ikke noget helt tilfældigt mål.

Den 19-årige midtbanespiller modtog bolden 10 meter uden for feltet og hamrede på kassen.

- Jeg syntes egentlig, den var på vej mod midten af målet, men jeg kunne godt se, den drejede lidt, og pludselig lå den i kassen. Jeg kunne næsten ikke tro det og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg løb bare ud mod fansene og gled på knæene.

- Det var et stort øjeblik, og man kan ikke rigtig sammenligne den der følelse med noget, siger Billing.

Den danske lydmur
Billing havde på det her tidspunkt ikke tiltrukket sig synderlig opmærksomhed i den brede danske offentlighed, og der var heller ikke ret mange danske medier, der interesserede sig for ham.

Heller ikke det danske fodboldforbund og de danske ungdomslandstrænere havde haft fingrene ude efter ham - selvom han spillede førsteholdsfodbold i den næstbedste engelske række. Indtil da var det blot blevet til en enkelt U19-udtagelse i 2014.

Men i sæsonen 2016/2017 begyndte der at ske noget - særligt i forbindelse med, at Huddersfield i FA Cuppens femte runde skulle op imod mægtige Manchester City, som lå med i toppen af Premier League.

Philip Billing spillede alle 90 minutter, da han og holdkammeraterne fik 0-0 i det første opgør. På grund af det uafgjorte resultat skulle det hele afgøres på Etihad Stadium i Manchester, hvor det imidlertid endte med et 5-1-nederlag til Huddersfield.

Philip Billing strålede dog og blev af flere eksperter udråbt som kampens spiller. Billing havde brudt igennem lydmuren og slået sit navn fast.

- Manchester City-kampen var vel sidste sæsons højdepunkt - sammen med oprykningen til Premier League. Jeg spillede mod verdensklassespillere og gjorde det godt. Efter kampen fik jeg ros af Alan Shearer, og det var et stort øjeblik, som gav masser af selvtillid.

- Efter den kamp kunne jeg godt mærke, at jeg fik lidt mere opmærksomhed i Danmark. Det skulle komme på et tidspunkt. Det var heller ikke særlig lang tid efter den kamp, jeg blev udtaget til U20-landsholdet, siger Philip Billing.

Mere fokus på Superliga-talenter
Hjemme i Danmark var flere af hans jævnaldrende jævnligt blevet eksponeret, mens han altså selv havde levet en ret ubemærket tilværelse i England.

I kølvandet på den flotte præstation mod Manchester City, fandt han sig sågar beskrevet som ‘den ukendte dansker’ i flere danske medier. Men det har aldrig naget ham, at han ikke selv fik opmærksomhed, når hans jævnaldrende gjorde.

- Det var kun lige, hvis jeg så noget på nogle hjemmesider. Men det var ikke noget, jeg gik og tænkte over. Jeg gik ikke og var misundelig eller sådan noget, siger Philip Billing.

Han erkender dog, at han har vendt tingene i hovedet. Hvorfor blev han ikke nævnt i medierne? Hvorfor blev han ikke udtaget til ungdomslandsholdene, når han trods alt spillede Championship-fodbold?

Spekulationerne førte ham frem til følgende vurdering.

- Jeg er sikker på, at der selvfølgelig var nogen, der vidste, hvem jeg var. Men hvis man kommer op igennem systemet i Superligaen og så tager af sted til udlandet, tror jeg, man bliver betragtet som et større talent, siger Philip Billing.

- Hvis man tager af sted i en ung alder, uden at nogen kender én, og bygger sit navn op i et andet land, så tror jeg ikke, man bliver betraget som værende på samme niveau som de, der måske har spillet i Brøndby eller FCK - selvom man er lige så gammel.

- Jeg tror ikke, man bliver set på på samme måde. Det er som om, de er større talenter, fordi de har spillet Superliga-kampe, før de tog til udlandet.

- Det virker til, at folk ser anderledes på én, selvom man kommer op og får Championship-debut og Premier League-debut. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg kan sige med sikkerhed, men jeg tror, det er sådan, siger Billing,

Han endte med at blive udtaget til U21-landsholdet i sommeren 2017, og han oplevede også stigende opmærksomhed.

- Det betød selvfølgelig, at jeg havde gjort det godt, men jeg har aldrig været typen, der har hungret efter opmærksomhed. Jeg har altid været en genert dreng, som ikke har haft travlt med at prale.

- Men det er klart, at når man spiller Premier League og på U21-landsholdet, så er man pludselig mere interessant.

- Det er noget, man vænner sig til, og jeg er selvfølgelig også stolt, når der kommer en lille dreng hen til mig på gaden og vil have et billede og en autograf. Så tænker man tilbage på dengang, man selv var knægt og så en Esbjerg-spiller. Det er et skulderklap, siger Philip Billing.

Drømmer store drømme
Philip Billing var efter kampene mod CIty med til at føre Huddersfield til playoff-kampene i Championship, og selvom midtbanemanden på grund af en skade ikke var med i den afgørende kamp, var han voldsomt begejstret over oprykningen.

Han havde hele sit liv drømt om Premier Leauge, og den drøm gik nu i opfyldelse. Det betød automatisk, at opmærksomheden voksede fortsat omkring den nu knap så ukendte dansker.

Den første Premier League-sæson startede godt, men en skade har spoleret flere måneder af sæsonen for Billing. Det har dog ikke slået ham ud, og han har tænkt sig at arbejde knaldhårdt for mejsle sit navn ind i den danske fodboldhistorie.

- Det har været en vild rejse allerede nu. Men jeg er stadig kun 21 år, og min karriere er forhåbentlig lang endnu. Det er gået utrolig hurtigt, men jeg føler slet ikke, jeg rigtig er kommet i gang endnu. Jeg føler ikke, jeg har vist, hvor højt et niveau jeg har, og hvor god en spiller jeg kan være.

- Jeg er ung, og jeg spiller ikke fast lige nu, så jeg har stadig meget, jeg skal blive bedre til, og jeg forsøger bare at lære alt det, jeg kan, så jeg kan løfte mig endnu mere. Det handler bare om at se fremad.

- Men indimellem skal jeg også stoppe og tænke over, hvor langt jeg er nået og være taknemmelig for det hver eneste dag. Der er så mange, der drømmer om at lave det, vi laver, men som ikke får chancen, så jeg er utrolig taknemmelig.

- Men jeg tænker selvfølgelig meget fremad. Jeg har store ting, jeg gerne vil opnå, og jeg ved også, at hvis jeg arbejder hårdt, så skal jeg nok opnå det, siger Philip Billing.

Det store mål er A-landsholdet
Philip Billing er i øjeblikket ved at arbejde sig tilbage ind som en fast del af startopstillingen i Huddersfield efter sin skade.

Derudover har han opgaver med U21-landsholdet, og han har dermed nok at se til i øjeblikket. Alligevel er han ikke bleg for at stoppe op og drømme stort.

- Jeg vil på A-landsholdet og spille ved en VM-slutrunde. Jeg ved, jeg har talentet til det, og så er det bare op til mig at arbejde hårdt og få det til at gå opfyldelse, siger Billing.

Særligt de rød-hvide farver fylder meget i Billings bevidsthed, og når man spørger ham om fremtiden, er A-landsholdet gang på gang det, han nævner først. Og han nåede da også at tænke på denne sommers VM-slutrunde.

- Jeg kom godt i gang med sæsonen og tænkte da ærlig talt, at der måske ville være en chance for at komme i en VM-trup, men så kom den dumme skade i starten af sæsonen, og det gjorde, at jeg var ude i perioden med allerflest kampe.

- Der er selvfølgelig stadig chance, men den er meget, meget lille, når jeg ikke spiller lige så ofte som i starten af sæsonen.

- Men sådan er det. Der er ikke tid til at ærgre sig alt for meget over sådan noget. Der er nok at se til, og jeg skal bare blive ved med at arbejde hårdt. Så skal alt det der nok komme.

- For mig er A-landsholdet det allerstørste. Det er det, alle unge danskere har som mål. Det er hovedmålet for mig, og jeg er sikker på, at det nok skal komme, siger Philip Billing.

Én ting er i hvert fald helt sikker - Philip Billing bliver spændende at følge i de kommende forhåbentlig mange år.

nicolai@bold.dk

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce