Luk

Billing og co. tog sikker sejr over Barnsley

| Championship | 0 kommentarer

Philip Billing fik fuld tid for Bournemouth, der lørdag slog Barnsley med 3-0 hjemme i den engelske Championship. Billing og co. er nu på femtepladsen.

Philip Billing startede på banen for Bournemouth, der lørdag tog imod Barnsley i den engelske Championship.

Udeholdet var uden Mads Juel Andersen, der sad over med en skade, mens Emiliano Marcondes startede på bænken for hjemmeholdet.

Tidligt i kampen kom Bournemouth foran, da Jordan Zemura var på pletten for hjemmeholdet.

Men selvom Barnsley ikke blev noteret for en eneste afslutning i første halvleg, så formåede Bournemouth heller ikke at bringe sig yderligere foran inden pausen.

I anden halvleg fandt hjemmeholdet dog hurtigt en vej til målet.

Først var det Dominic Solanke, der sendte bolden ind bag Brad Collins efter 46 minutter, inden Jordan Zemura lavede sit andet mål i kampen efter 82 minutter, hvor han lukkede til 3-0.

Dermed er Bournemouth nu på femtepladsen med 12 point efter seks kampe, mens Barnsley ligger nummer 17 med seks point.

Andetsteds var Blackburn og Luton i aktion mod hinanden, og her kom Blackburn foran 2-0 inden pausen, men i anden halvleg fik Luton kæmpet sig tilbage på 2-2, der også blev kampens resultat.

Også Blackpool og Fulham spillede lørdag mod hinanden, og her trak hjemmeholdet det længste strå på en scoring af Josh Bowler kort efter pausen, der gav Blackpool en 1-0-sejr.

Hos Bristol City var der også kamp lørdag, hvor Preston med danske Daniel Iversen og Emil Riis i startopstillingen kiggede forbi. Her formåede ingen af holdene dog at komme på måltavlen, hvorfor kampen endte, som den startede, med 0-0 på tavlen.

Hos Coventry var Middlesbrough på besøg, og efter en målløs første halvleg fik Coventry banket to sene mål ind bag Joe Fumley i Middlesbrough-målet, hvilket gav hjemmeholdet en 2-0-sejr.


Af Krister Olsen
Søndag 24. oktober