Luk

Bo H. efter sejr: Kynisme var udslagsgivende

| 3F Superliga | 1 kommentar

Infoboks

FC Midtjylland - FC Nordsjælland 2-0
Superligaen Grundspil
47' 1-0 Gustav Isaksen
77' 2-0 Victor Lind

Kynisme og skarpt spil i felterne gjorde, at FC Midtjylland slog FC Nordsjælland, mener Bo Henriksen.

Fredag aften vandt FC Midtjylland 2-0 over FC Nordsjælland i en tæt kamp i Herning, hvor begge mål blev scoret i anden halvleg.

Efter kampen var begge lejre enige om, at kynisme udgjorde forskellen for mandskaberne.

Midtjyllands cheftræner, Bo Henriksen, mente, at det både var kynismen ved de to mål samt den defensive organisation, der gav hans hold sejren.

-Kynismen var udslagsgivende i dag. Det drejede sig om at være kyniske og dygtige i felterne.

-Fodbold handler altid om mål. Det så vi i Brøndby i sidste runde. Vi var klasser bedre og havde mange flere chancer end dem, og så tabte vi alligevel.

-I otte kampe har vi lukket fem mål ind. Det taler sit tydelige sprog at være dygtige defensivt. Det er det vigtige for os, siger Bo Henriksen.

I første halvleg spillede FC Nordsjælland bedst og havde kampens hidtil største chance, hvor kantspilleren Simon Adingra brændte på det skammeligste.

Det var cheftræneren for FC Nordsjælland, Flemming Pedersen, især ærgerlig over efter kampen.

- Det er enkeltstående momenter i kampen, der blev udslagsgivende for kampens resultat.

- Vi skulle have scoret i første halvleg på vores kæmpe chance, og så havde vi haft en helt anden kamp.

- Det var enormt udslagsgivende, at Midtjylland får kampens første mål, og at vi ikke kunne få udligningen i hus bagefter, siger Flemming Pedersen efter 0-2 nederlaget.

Den tidligere U21-landsholdsspiller fra FC Nordsjælland Magnus Kofod Andersen kunne efter kampen nikke genkendende til de to træneres ord.

- Det var en meget tæt affære derinde.

- Vi manglede den sidste kvalitet. Vi skabte en masse gode optakter til afslutninger, men vi manglede skarphed.

- Man må dog også rose FC Midtjylland for at være kyniske, når de fik chancer.

- Det var ikke mange store chancer, de havde i dag, men alligevel fik de proppet to mål ind, siger Magnus Kofod.

/ritzau/


Af Raymund Nelausen
Onsdag 22. september
Tirsdag 21. september