Der er stor konkurrence om pladserne i FC Midtjylland-truppen, og over den seneste måned har Bo Henriksen fået endnu en position, hvor der er tæt konkurrence om at starte inde.
Efter Jonas Lössls skade har Elias Olafsson nemlig stået forrygende, og han blev blandt andet kåret til månedens spiller i september.
Lössl er dog så småt ved at være tilbage. Torsdag sad landsholdsmålmanden på bænken, da FCM mødte Braga og søndag var Olafsson igen foretrukket i målet, da AGF kiggede forbi i 3F Superligaen og blev sendt hjem med 0-4.
Inden kampen havde Jonas Lössl fortalt til Eurosport, at han ser sig som førstemålmand, og derfor måtte Bo Henriksen da også forholde sig til den skarpe konkurrence i buret efter kampen.
Her forklarede Henriksen sit valg af Olafsson med manglende træning fra Lössl, ligesom han slog fast, at han er glad for de mange muligheder, der foreligger i hans trup.
- Jeg håber og tror på, at Marrony, Jens-Lys Cajuste, Evander, Raphael Onyedika alle ser sig som førstevalg. Jeg håber da, at de alle har en ærgerrighed og tro på, at de kommer til at spille næste gang, og det tror jeg også, at Jonas Lössl har.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men nu er det engang sådan i den her fodboldklub, at det bedste hold spiller hver gang. Det er upåagtet af, om det er mig, Bach Bak eller Marrony. Vi stiller altid det bedste hold, og det er de vilkår, som en storklub skal have, sagde FCM-cheftræneren og fortsatte:
- Vi har en kæmpe gave i, at vi har rigtig mange muligheder. Vi har to af de allerbedste målmænd i Superligaen, og det er jo helt uvirkeligt. Men det er en kæmpe cadeau til vores scouting-afdeling og alt muligt.
- Jeg skal selvfølgelig træffe en beslutning, og der er jo en af dem, der bliver skuffet. Det er jo virkeligheden. Sådan vil det altid være, og der vil også være mere end en, som skuffes, for der kommer til at sidde et par stykker på bænken om to uger. Det er mit job at håndtere det, og så må vi se, hvordan menneskerne reagerer ud fra det. Jeg kan kun være ærlig og sige sandheden, og det er jo mit job.
Ikke et valg af ny førstekeeper
Bo Henriksen afviser, at søndagens valg af Olafsson var et valg af en ny førstekeeper.
- Nej, overhovedet ikke. Det er fra kamp til kamp for det første. Jeg har ikke en filosofi om, at målmænd skal stå 30.000 kampe i træk. Den bedste står hver gang, og der er formdyk og alt muligt andet at tage højde for.
- Vi har set de her to målmænd er fantastiske. Jeg tror, vi har lukket fem mål ind i 11 kampe med begge målmænd, så jeg er rimelig fortrøstningsfuld. Det handler om dagsform, og det gør det for alle spillere.
Hvorfor var Olafsson valgt mod AGF?
- Det var han, fordi Lössl i min optik ikke havde trænet nok til at være oppe på det niveau, som han har.
Han var ikke klar til at tage mange højintense løb?
- Nu er der jo noget med noget flair. Hvis man har trænet otte gange på to måneder, så mangler der noget. Sådan er det med alle mennesker. Hvis jeg ikke løber en tur en gang imellem, så er jeg jo også i dårligere form. Det er meget, meget simpelt. Sådan er det for os alle.
Men han var meldt klar til at spille 90 minutter, hvis det var?
- Mange, som ikke har trænet nok, var meldt klar til at spille 90 minutter, lød det fra en mere og mere ordknap Bo Henriksen.
Mens konkurrencen om pladsen i målet står mellem to mand, så lægger Bo Henriksen heller ikke skjul på, at der kan komme formationsskift og flere ændringer for at få plads til nogle af de spillere, der snart vender tilbage i fulde omdrejninger - blandt andet rekordindkøbet Marrony og Jens-Lys Cajuste.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga


































