Luk

Bo S. og Mainz sat på plads af Stuttgart-drøn

| Bundesliga | 3 kommentarer

Infoboks

Stuttgart - Mainz 05 2-1
Bundesliga
21' 1-0 Hiroki Ito
39' 1-1 Alexander Hack
51' 2-1 Borna Sosa

Stuttgart sikrede sig fredag aften en 2-1-sejr over Bo Svensson og resten af Mainz-mandskabet, hvor Borna Sosa blev matchvinder med et flot hug.

Der var også gang i Bundesligaen fredag aften, hvor Stuttgart og Mainz tørnede sammen på Mercedes-Benz Arena.

Her var der dog ingen danskere, der var blevet kørt i position på banen fra start, da Wahid Faghir og Nikolas Nartey startede ude for værterne, mens Marcus Ingvartsen havde fundet plads på bænken ved siden af cheftræner Bo Svensson.

Det var dog Stuttgart-bænken, som først fik noget at fejre, da Hiroki Ito var på pletten efter 21 minutter af fredagens duel.

Her blev japaneren spillet flot fri i venstre side af feltet af Orel Mangala, og så kunne Ito elegant sparke bolden over i det lange hjørne til en 1-0-føring til værterne fra Stuttgart.

Mainz formåede dog at svare igen kort tid før pausen, da Alexander Hack også ville lege med.

Udligningen kom efter et hjørnespark, hvor Jean-Paul Boetius smed bolden ind mellem venner og fjender, og så dukkede Hack op og headede Mainz tilbage i opgøret.

Sosa smadrede Stuttgart i front

Glæden varede dog kun over pausen, da Stuttgart igen bragte sig i front på Mercedes-Benz Arena, hvor det nu var Borna Sosa, som skød Svensson og co. i sænk efter 51 minutter.

Her var det Mangala, som igen var i oplæggerens rolle, da han lagde bolden ud til Sosa i venstre side af feltet. Her troede alle, at der ville komme et indlæg, men Stuttgart-spilleren valgte i stedet at smaske bolden helt op under nettaget.

Sikke et hug af Sosa, som nu havde sendt hjemmeholdet på sejrskurs. Mainz havde til gengæld travlt, men de havde svært ved at skabe de helt store muligheder.

Stuttgart skulle forsvare sejren hjem, og Nartey blev derfor smidt i aktion med en lille halv time tilbage af opgøret. Svensson sendte også en dansker på banen, da Ingvartsen skulle forsøge at sikre Mainz point.

De formåede da også at lægge et tryk på Stuttgart i slutfasen, hvor Jae-Sung Lee blandt andet kom frem til flere chancer, men Florian Müller var klar inde på stregen.

Stuttgart formåede da også at holde stand, og dermed endte det med en sejr på 2-1 til hjemmeholdet over Mainz i Bundesligaen.

Til sidst i kampen gav Stuttgart desuden comeback til Silas Katompa Mvumpa, som i sidste sæson hed Silas Wamangituka, der var et falsk navn. Han blev derfor idømt en karantæne, som han dermed var tilbage fra fredag aften.


Af Raymund Nelausen
Fredag 28. januar
Torsdag 27. januar