Luk

Bochum skød Bo Svensson og co. i sænk

| Bundesliga | 0 kommentarer

Bo Svensson og Mainz 05 led lørdag sæsonens første nederlag, da Bochum vandt 2-0 på hjemmebane i Bundesligaen. Danskerne i Frankfurt, Augsburg og Bielefeld spillede alle uafgjort.

Bo Svenssons Mainz 05 var lørdag på besøg hos Bochum i den tyske Bundesliga.

Inden kampen var Mainz på femtepladsen efter en sejr over RB Leipzig i første runde, mens Bochum var uden point som nummer 14 efter et 0-1-nederlag til Wolfsburg.

Alligevel var det Bochum, der først fik noget at juble over i kampen, da Gerrit Holtmann modtog bolden på venstrekanten og efter en strålende solotur fik sat hele Mainz-defensiven til vægs, inden han køligt lagde bolden mellem benene på Robin Zentner i målet.

Efter en halv time lignede det, at Bochum skulle komme foran 2-0, da Simon Zoller lagde bolden i mål efter et hjørnespark, men målet blev efterfølgende annulleret for hånd på bolden.

Derfor måtte Bochum vente med at juble til anden halvleg, hvor det i stedet var Sebastian Polter, der modtog et præcist indlæg i feltet, som han sikkert kunne heade ind til 2-0.

Bo Svensson forsøgte at ændre på resultatet med en række indskiftninger i anden halvleg, men det blev ved forsøget, for Bochum fastholdt føringen hele vejen hjem.

Dermed blev sæsonens første sejr sikret for hjemmeholdet, mens Mainz led sæsonens første nederlag.

Lindstrøm viste gode takter for Frankfurt

Andetsteds tog Jesper Lindstrøm og Frankfurt imod Augsburg, der havde Mads Valentin og Frederik Winther på bænken fra start.

Og det blev en kamp, hvor Frankfurt sad på det meste fra start til slut, og Jesper Lindstrøm fik flere gange vist prøver på sit talent, da han skabte en lind strøm af chancer for hjemmeholdet, inden han blev skiftet ud med 10 minutter tilbage af kampen.

Det lykkedes dog hverken for hjemmeholdet eller for Augsburg at sparke bolden i mål, hvorfor opgøret endte 0-0, hvilket gav begge hold sæsonens første point.

Mads Valentin blev skiftet ind efter 72 minutter, mens Frederik Winther så hele kampen fra bænken for udeholdet.

Bielefeld delte med Greuther Fürth

Også Jacob Barrett Laursen fik spilletid, da han startede på banen for Bielefeld, der lørdag var på besøg hos Greuther Fürth.

Der kunne han se holdkammeraten Fabian Klos heade et fremragende indlæg fra Cedric Brunner i mål lige inden pausefløjtet.

Kort inde i anden halvleg fik Fürth dog slået tilbage, da Manuel Prietl havde hånd på bolden i feltet efter et stolpeskud fra Dickson Abiama.

Branimir Hrgota fik ansvaret fra 11-meterpletten, og han satte bolden langt ude i venstresiden uden en chance for Stefan Ortega i målet.

Efter 68 minutter blev Bielefeld reduceret til 10 mand, da Alessandro Schopf modtog sit andet gule kort og blev sendt tidligt i bad.

Med en mand i undertal fik Bielefeld dog alligevel kæmpet det ene point i land.

Det efterlader Jacob Barrett Laursen og co. på to point efter de første to runder, mens Greuther Fürth blev noteret for sæsonens første point.


Af Krister Olsen
Tirsdag 26. oktober
Mandag 25. oktober